Untitled

ansigt. ”Så forlader hun sin ø og kommer efter dem.”
”Jeg har givet hende, hvad hun ville have. Jeg gav hende ham, hun fik
ham og tilkaldte Jægeren. Jeg har givet hende, hvad hun ville have.
Hun fik ham, og jeg fik Jægeren og den ting, der skulle få mig herhen.
Det var aftalen,” rablede Quinn af sig og kiggede skræmt på Harry.
”Fint, glimrende, så behøver du ikke være bange. Men Quinn, det
forklarer ikke, hvad du vil her.” Harry satte sig tilbage på bordet, Quinn
bed sig i læben. ”Altså, Jægeren var jo ude efter noget, og det må
jo være noget særligt, siden du er kommet hele den la-a-ange vej
herhen.”
”Det kommer ikke dig ved,” hvæsede Quinn og pegede hen på døren.
”Ud, forsvind med dig.”
”Og dette særlige,” fortsatte Harry og legede med et af stearinlysene
på bordet, ”det er en pige. En pige ved navn Yasmin, som bor her i
nærheden. Har jeg ikke ret i det?”
”Jeg sagde ud,” hvæsede Quinn sammenbidt. ”UD!”
”Men jeg forstår ikke helt, hvad du vil med hende.” Harry fortsatte
uanfægtet og slog en finger mod brystet, han kneb læberne sammen
og så med rynkede bryn på Quinn. ”Jeg mener, du har aldrig mødt
hende før, hun aner ikke, hvem du er, så-å hvorfor er du interesseret
i hende? Og hvordan har du fundet hende? Det kan jeg simpelthen
ikke regne ud,” han slog ud med armene.
”Det kommer ikke dig ved,” brølede Quinn og rejste sig brat, han
pegede rasende på Harry. ”Det kommer ikke dig ved, din skiderik.”
Han kastede sig efter Harry, der elegant sprang op på bordet og
sparkede ham i hovedet. Han faldt ind i væggen bag sig og kom med
et vredt udbrud, sprang frem igen og greb en kniv, der lå på bordet og
langede ud efter ham. Kniven snittede Harrys støvle, og han bandede
surt. Quinn gjorde endnu et udfald, men Harry sprang ned på den
anden side af bordet og smilede hånligt. Quinn sprang hen over
bordet og skubbede Harry ind i skabet, hvor karaflen med vin stadig
stod. Glasset sprang, og vinen sprøjtede ud over Harry. Quinn løftede
185