Untitled

sagde jeg stille inde i mit hoved: ”Lad ferien begynde!”
Vi landede i Malagas lufthavn klokken 14:30, og derfra lejede vi en bil,
og kørte til det lille hotel. Vi blev modtaget varmt af hotellets ejere,
der var et spansk ægtepar i slutningen af trediverne. De var meget
gæstfrie, imødekommende og de prøvede at tale det bedste engelsk,
de kunne, så de var meget glade, da de fandt ud af, at jeg kunne tale
spansk. Trods modtagelsen og hjælpen med udpakningen begyndte
jeg at kede mig, så da hotellets ejere tilbød mig at låne deres cykel,
så jeg kunne køre ned til stranden, var jeg meget taknemmelig.
Jeg klædte hurtigt om til badetøj og skyndte mig ud på vejen. Jeg
lagde hatten på skrå og prøvede at være glad. En hel uge uden en
eller anden sindssyg forbryderjagt, det var et paradis. Jeg havde lidt
besvær med at komme op på cyklen, men nu har cykler heller aldrig
været min stærke side. Da jeg endelig kom op på cyklen, så jeg nogen
på den anden side af gaden. Det var en pige på min alder. Hun havde
mørk hud, brune øjne og sort hår, hvilket var almindeligt for folk her
på egnen. Hun bar en hvid trøje, et par meget forvaskede jeans og
en guldhalskæde. Hun kiggede på mig på en måde, jeg syntes var
mistænkelig, en måde, jeg ikke var helt tilpas med, men jeg tænkte, at
det nok bare var mig, der havde for mange detektivtanker i hovedet,
så jeg gengældte hendes blik med et kort: ”Hola!” og cyklede af sted.
Næste dag gik turen til Granada. Vi skulle se en af verdens vidundere,
maurerfæstningen Alhambra. Jeg havde bestilt billetterne dagen før
via bankens telefonnummer, og både jeg og mine forældre var ved
at dø af spænding over at se paladset. Vi ankom lige i tide (trafikken
i Granada er en stor knude), og da vi gik ind, havde jeg en underlig,
paranoid fornemmelse, ligesom jeg havde haft med pigen.
Jeg havde fået lov til at gå videre af mine forældre, hvis bare jeg
ventede ved udgangen. Jeg var nemlig meget ivrig efter at se resten
231