Untitled

kasse og kravlede ud gennem hullet i væggen, som en kanonkugle
havde efterladt sig. Nogle måger skreg over ham, varslede dagens
hændelser. Han gik langsomt hen mod galeonen, hans mission skulle
fuldføres.
Piraterne buhede, da han satte fødderne på dækket. Han ignorerede
dem og skridtede hen til Quinn, der stod og solede sig ved
fokkemasten Harry standsede et lille stykke fra ham og stak hænderne
i lommerne, ventede pænt på, at Quinn skulle tage imod ham. Der gik
et godt stykke tid, hvor der ikke var en lyd. Quinn blev ved med at stå
med hovedet vendt mod solen, og hans besætning holdt vejret. Harry
stod tålmodigt og ventede, man måtte altid udvise respekt, inden
man ydmygede folk. Til sidst kom der et suk fra Quinn, og han vendte
sig mod Harry. Han sendte ham et surt blik og knipsede med fingrene,
to pirater kom løbende med en stol. Quinn satte sig og skulede til
Harry, der stod præcis, hvor han hele tiden havde stået.
”Jeg ventede ikke at se dig nu,” sagde Quinn og smilede sørgmodigt.
”Ikke i dag.”
”Er det en særlig dag?” spurgte Harry påtaget uvidende og lagde
armene over kors. ”Skal jeg komme igen i morgen?”
”I dag er en sorgens dag, en meget sørgelig dag.” Quinn lukkede
øjnene og kneb læberne sammen, Harry himlede med øjnene og tog
en dyb indånding. ”Hvad vil du her?”
”Yasmin er rejst.”
”HVAD?” skreg Quinn og sprang op, ”hvad sagde du?” Hans ansigt blev
langsomt rødt, og en åre dunkede i panden på ham. Harry smilede,
endelig faldt facaden.
”Yasmin er rejst, jeg sendte hende ud af byen i nat.”
Quinn kiggede rasende rundt på sin besætning, der alle stod nølende
og kiggede på deres sko. ”Har I ikke set hende? Hvem var på vagt i
nat? Afslør jeg selv, HVEM?!” Han fik intet svar, og hans ansigt blev helt
mørkerødt. ”Jeg sagde, at I skulle fange hende, hvis hun flygtede. Hvad
195