Untitled

Annalina Kristina Pfeil
”Nej tak, din vin har aldrig smagt af andet en rævepis. Quinsemand,
hvorfor er du her?” Harry satte sig på kanten af bordet med den ene
fod på en stol. Han vinkede Yasmin længere ind i mørket, og hun
adlød stille. Quinn bevægede sig langsomt tilbage til bordet og satte
sig igen, hans øjne var fæstnet ved Harry.
”Det har jeg fortalt dig, for at blive rig, for at blive mægtig…”
”Jajaja, ikke alt det der crap, du fortæller dine legekammerater
derude,” afbrød Harry snerrende. ”Din egentlige grund til at være her,
jeg sværger, at jeg ikke siger noget til nogen.” Han holdt højre hånd
frem, den venstre var skjult i hans lomme.
”Harry, du ved, jeg ikke stoler på dig.” Quinn holdt en belærende
pegefinger frem, Yasmin rynkede brynene. Han virkede langt kvikkere,
end første gang, hun havde mødt ham.
”Jægeren har allerede fortalt, at du hyrede ham. Så hvorfor åbner du
ikke bare flaben og fortæller mig resten?”
Quinns næsebor udvidede sig, og han strammede grebet om stolen.
”Jægeren?” spurgte han hæst, ”du har fanget Jægeren?” Harry nikkede
med et lille smil på læben. ”Hvordan gjor… hmr,” Quinn rømmede sig.
”Jeg kender intet til det.”
”Aha, jamen så må det være en anden Quinn, han snakkede om. En
anden pirat som har krydset grænserne og søgt hjælp hos den eneste
lavlandsheks, der nogensinde har levet på jorden.” Harry rejste sig
langsomt, ”det er jo også dumt at opsøge en Lavlandsheks, men ved
aldrig, hvad de vil have til gengæld, før det er for sent, ikk’ sandt?”
”Lavlandsheks?”
”Ja, Lavlandsheks, hun levede på Tågeøen, men der har du vel
aldrig været, Quinn? Det er et ret farligt sted,” Harry kiggede ned på
Quinn, der var helt rød i hovedet. ”De dræber, hvis de ikke får, hvad
de vil have. Det er grunden til, at hun lever på den ø. Hun er blevet
forbandet, bandlyst fra sin egen egn, fordi hun slog så mange ihjel.
Hun kan ikke forlade den, kun hvis nogle laver en aftale med hende
og ikke overholder den.” Han gik hen til Quinn og lænede sig til hans
184