Untitled

Annalina Kristina Pfeil
Daniel bøjede hovedet. Hans øjne fyldtes med tårer. De gled ned af
hans kinder, mens han gik tilbage til sengen.
Den mørke sol sjoskede op på sin plads på himmelen, dens stråler
vinkede mat ned til jorden.
Han børstede håret ned i øjnene den morgen, da han traskede hen
af gaden. Mennesker flød forbi ham, ingen kendte ansigter. For ham
havde de intet ansigt, ingen krop. De kommunikerede med hinanden,
men ingen ord var genkendelige. Sproget var ukendt for ham.
Der var heller ingen, der talte til ham, ingen der så på ham. Han var
ingenting, slet ingenting. Han var en skygge. Han hørte ikke til. Hørte
overhovedet ikke til nogen steder.
Han drejede en af en smal sidegade, traskede væk fra den uendelige
fiskestrøm. Skoene knasede mod de slidte brosten, bygningerne
voksede sig højere over hovedet på ham, inden de igen sank i grus jo
længere væk fra byen han kom. Den ene gade førte til den anden. Han
bevægede sig velkendt mellem de gamle huse, studerede hvert hus,
hvert hjørne, men gjorde ikke mine til at ville gå ind nogen steder. Han
fortsatte ned af en snæver gade, hvor der knapt var plads til en voksen
mand. Gaden førte ham ind i det gamle arbejder kvarter med alle de
grå, triste bygninger, der fortalte om en svunden tid, der ikke længere
eksisterede i det moderne samfund, han befandt sig i. Alt stod forladt,
planterne, der voksede på bygningerne, var det eneste levende
udover ham. Han gravede hænderne dybt ned i lommerne, dukkede
nakken og skyndte sig over den tomme plads mod udgangen i den
modsatte ende.
Græsset var gulnet og stod i totter hist og pist på markerne, der ikke
havde været i brug i årtier. Han rankede ryggen en smule, mens han
gik. Solen tittede sørgmodigt frem bag en ensom sky, der langsomt
vandrede hen over himlen. Automatisk satte han farten op. Skoven
148