Untitled

Lasse Carlsson
ældre herre af bedstefar-typen, og han smilte bare venligt og sagde:
”Lad os bare se hvad denne unge herre kan tilbyde. Han kan måske
have et par erfaringer.”
Med protester fra forretningsmanden blev vi i rummet. Med os sad
chefen for sikkerhedsvagterne, Ove Ungman, en kinesisk tivolisponsor
ved navn Yi-Lung Aswatt, forretningsmanden, der viste sig at
hedde Zaiev Fregovitch og være kommunalt ansat arkitekt, hans
kompagnon Alfredo Kliché og den ældre rare mand, der var Tivolis PR-
og økonomichef, Jens Danielsen. Jens satte sig ned og begyndte at
berette situationen for os. ”Ser I,” sagde han, ”dette er top secret, fortæl
det ikke til uindviede. Tivoli ligger på lejet grund. Parken blev i sin tid
anlagt på en grund, der blev lejet af en respekteret naturelskende
herremand, og betalt af berømtheder som H.C Andersen…” Kim
grinede: ”Så skulle han se stedet nu!” Heldigvis fik jeg tysset ham ned,
så Jens kunne fortsætte: ”Siden da har vi betalt ¾ af årets indtægt
for at beholde grunden, men da vi for en halv time siden skulle finde
pengene frem var de væk! Flere millioner kroner var blevet stjålet. Det
eneste vi så var en skikkelse, der løb mod det kinesiske område. Hvis
vi ikke kan betale, vil de herrer Zaiev og Alfredo jævne parken med
jorden og opføre en russisk ambassade! I må hjælpe os.”
”Godt,” sagde jeg, ”vi er på sagen. Men må jeg lige spørge om noget?”
”Klart,” svarede Jens. ”Hvordan kunne man få adgang til pengene?”
Jens tænkte sig om og svarede: ”Kun få udvalgte har nøglen til
boksen. Men i skal have pengene tilbage inden lukketid.” ”Stol på os,”
sagde Kim, ”du får både tyv og penge tilbage.”
Da vi kom ud spurgte jeg: ”Okay Sherlock. Hvad er din plan så nu?”
Det var skam ikke fordi, jeg ikke stolede på Kim. Han havde bare
den svaghed, at han drog for mange forhastede konklusioner. Ser
I, når Kim var på en sag blev han meget stædig, og så ville han ikke
tage imod råd. Han var heller ikke den bedste til at lægge to og to
218