Untitled

Jonas Carlsson
”Spillet er enkelt. Forstår du, Eismänner bor ikke ude i ødemarken.
De bor her i Københavns undergrund,” forklarede borgmesteren. ”Du
får lov til at kæmpe mod de fem stærkeste. Vinder du, får din familie
dit tømmer tilbage, jeg afblæser mit projekt, og du kan ønske præcis,
hvad du vil. Taber du, får ingen sit tømmer at se igen. Vi spiller til
døden.”
Jeg varmede straks min syl op, men pludselig åbnede broen, og jeg
gled ned af rampen, og sylen smuttede ud af min hånd. Den ramte
min kind og brændte et mærke, men det betød, at den var varm nok.
Pludselig klatrede noget op af broen, og fire Eismänner stod pludselig
bag mig. En Eismann klædt i hvid kittel hoppede op foran mig og
blottede sine tænder, og jeg læste navneskiltet på kitlen. Det var
ingen ringere end Günther Eismann. Jeg havde altid hørt, at Eismann
blev hængt kort efter kædeeksplosionen, men her stod han; eller hans
krop gjorde.
Günther Eismann stormede mod mig, men hurtigt stak jeg den
glovarme pæl gennem uhyrets hjerte. Kitlen begyndte at brænde,
og den tidligere forsker skreg og vred sig for at prøve at komme
fri. Til sidst fastfrøs han i en forvredet stilling, og hele hans ansigt
begyndte at smelte; selv øjne og tænder. Til sidst lå kun navneskiltet
tilbage. De fire Eismänner begyndte at gå i panik, men så råbte
borgmesteren hidsigt oppe fra tårnet: ”Tror I, det er kaffepause?
Kom i sving, snemænd!” De genvandt modet og stormede fra alle
sider, men jeg greb hurtigt flammekasteren og skød ud i luften.
Smeltevand dannede sig som sved på de to forreste ismænd, og jeg
smed lynhurtigt en granat. Eksplosionen sendte to Eismänner ud over
kanten.
Jeg samlede flammekasteren op og gik hen mod den sidste Eismann,
der manglede en arm. Den så bedende på mig. Nu forstod jeg
pludselig, at Eismänner bare var mennesker i en anden indpakning.
De havde tilpasset sig den nye verden, og de angreb os for at vise, at vi
burde gøre det samme. Man kunne sagtens redde mennesket i dem.
134