Untitled

føle at der var noget forkert. Et eller andet. Jeg fandt hurtigere ud af
det end jeg havde troet. Mig og Thea gik forbi fodboldbanen hvor Ulf
var blevet slået ihjel, og hen til skoven. Da vi var derinde stoppede
Thea op.
”Unna er her…”
Jeg sukkede træt. Unna havde fulgt mig hele dagen. Havde gemt sig
bag mure og døre. Jeg havde endda set hende under et bord på et
tidspunkt, og så havde hun afsløret sig selv ved at løbe forbi kateteret
så papirerne fløj op.
I det samme kom hun springende ned fra et træ, med et irriteret
udtryk malet i sit fjæs.
”Kom!” sagde hun vredt.
Jeg var lige ved at sige at Thea bare skulle gå tilbage, men Unna
afbrød: ”Hun tager med! Kom så.”
Jeg stod bumstille. Noget skreg inde i mig.
”Nej! Hun skal ikke med.”
Unna vendte sig smilende om.
”Vil du tage hende, eller skal jeg?”
Jeg hvæsede lavt, men forvandlede mig så om til en smuk sort hest.
Jeg knælede så Thea kunne komme op. Så galoperede jeg hurtigt
efter Unna. Jeg brasede gennem skoven, sprang over træstammer, og
trampede jorden flad flere steder. Unna stoppede først op da vi så en
brønd. Thea hoppede af min ryg, og så blev jeg mig selv igen.
”Jeg har aldrig set en brønd her.” sagde Thea, mens hun så sig om.
”Det er fordi guderne ikke vil have at man ser den.” vrissede Unna.
”Skal vi ikke komme til sagen?” surmulede jeg.
Unna nikkede, og smilet kom tilbage.
”Jo lad os det. Jeg har kendt denne brønd længe. Den kan gøre dine
kræfter langt større. Jeg ville vise den til dig, så du havde en chance
mod alle de væsner der strømmer til. Du kunne klare dem alle! Redede
Espergærde og…”
”…dø.” afsluttede Liona der kom svævende.
284