Untitled

Jeg rakte smilende min elegante hånd frem mod hende.
”Se selv! Brandsåret er helt væk.”
Hun gispede: ”Hvordan?”
Jeg trak på skuldrene, mens jeg trippede rundt omkring.
”Jeg er under forvandling sagde jeg.”
Thea satte sig stadig undrende ned på en stol.
”Måske skulle du opføre dig lidt mere… normalt. Silas kommer om
lidt.”
Jeg stoppede op midt i et dansetrin.
”Silas? Shit!”
Ham havde jeg helt glemt.
”Pis! Jeg må bare….”
I det samme kom Silas strygende ind. Han stoppede et kort sekund op
og så på mig. Så satte han sig på sin plads. Jeg tog en dyb indånding.
Nu eller aldrig!
”Hej Silas.”
Jeg satte mig på hans bord, og svingede med benene. Han kunne ikke
undgå at kigge på min bare smukke hud. Så sukkede jeg til sidst. Hvad
lavede jeg egentlig?
”Silas, jeg vil gerne sige undskyld. Du må ikke spørge mig om
hvorfor jeg blev så sur…. Måske fordi jeg blev brændt af en kæmpe
brandmand… men vent. Det var jo bagefter. Så må det være fordi
jeg vidste at der skulle ske noget underligt, eller at min far ville ringe.
Vent. Det gir jo ikke mening.”
Jeg sad lidt og tænkte over det, indtil det gik op for mig at jeg nok
havde lydt som en total tåbe. Jeg var lige ved at hamre hovedet ned i
bordet, men stoppede mig selv i tide.
”Undskyld. Jeg går bare… ned på min plads.”
Jeg havde lige rejst mig, da Silas tog min hånd.
”Vent. Jeg kan godt lide at høre dig tale.”
Jeg så undrende på ham og skar så en grimasse.
”Tro mig, jeg siger altid mærkelige ting. Hvis du vil høre folk sige skøre
270