Untitled

Vi tog hen på en lille lokal café hvor der kun var to andre end os. Vi
havde sat os ved et vindue i hjørnet. ”Så hvad ved du?”
”Jeg ved hvem du er,”
”Virkelig?”
”Ja,”
”Hvem er jeg så?”
”Gabrielle.”
”Er det her en joke?” spurgte jeg irriteret og skulle til at gå.
”Nej, nej, sæt dig ned. Mange kender dig også som Gabriel.”
”Så mange tror jeg er en mand? Er du ude på at fornærme mig eller?”
”Nej, du ved jeg syntes du er tiltrækkende. Ved du helt seriøst ikke
hvem Gabriel er?” Jeg tænkte over det.
”Mener du englen?”
”Ja,”
”Hvad har det med mig at gøre?”
”Det er dig,”
”Hvad? Men jeg er ikke en mand,”
”Nej, det ved jeg godt. Men det tror menneskene, du er. Desværre
var det en masse mandchauvinistiske svin der skrev biblen. Mange af
englene var faktisk kvinder, Gabrielle, Uriel …”
”Ja, ja, jeg har forstået det,” afbrød jeg hans remse. ”Så du prøver at
påstå, at jeg er en engel?” Jeg grinede. ”Det er jo latterligt!”
”Er det?” spurgte han alvorligt. ”Tænk over det og kom tilbage til mig,
hvis du har brug for at få noget mere viden,” og med de ord gik han.
De kommende dage kunne jeg overhovedet ikke fokusere på noget.
Jeg tænkte slet ikke på min opgave, eller hvordan den skulle udføres.
Det eneste jeg kunne tænke på var, hvordan jeg var blevet løjet for
hele mit liv. Var jeg virkelig en engel? Det var jo sindssygt. Jeg kunne
ikke være en engel, der var ikke noget engleagtigt ved mig. Jeg havde
lige tænkt tanken færdig, da Raphael besluttede sig for at dukke op
lige foran mig. ”For helvede, hvad har jeg sagt om det dér?” spurgte
53