Økologisk oksekødsproduktion baseret på tyrekalve fra ...

1 Baggrund og formål
Produktion af økologisk oksekød hænger
primært sammen med udviklingen i den økologiske
mælkeproduktion samt i mindre grad
med omfanget af ammekvægsbedrifter. Udsætterkøer
udgør en stor del af produktionen
af økologisk oksekød, mens det skønnes, at
kun 10-15% af tyrekalvene født i økologiske
malkekvægsbesætninger bliver slagtet økologisk
(Anonym, 1999a; 1999b). Mange økologiske
mælkeproducenter sælger tyrekalvene til
konventionelle oksekødsproducenter, da opfedning
ikke er et økonomisk alternativ til
økologisk mælkeproduktion. Indtil nu har der
dog ikke foreligget konkrete data om hvor
mange økologiske bedrifter, der sælger tyrekalvene,
samt hvorfor tyrekalvene sælges.
Aktionsplan II beskriver økologisk jordbrug
som et selvbærende agroøkosystem i balance,
byggende på et helhedssyn (Anonym, 1999c).
Dette harmonerer ikke med en økologisk
kvægbesætning, hvor tyrekalvene er et "overskudsprodukt".
Landsforeningen for økologiske
kødproducenter (Anonym, 1998) blev
stiftet i 1997, bl.a. for at undgå denne "eksport"
af tyrekalvene fra de økologiske besætninger.
I "Øko-guiden" anføres, at det er uetisk,
at kalvene bliver fedet op på konventionelle
bedrifter og ikke forbliver i den økologiske
produktion (Anonym, 1999b).
Traditionelt bliver tyrekalvene i Danmark opfedet
som ungtyre, der slagtes 11-12 måneder
gamle (400-450 kg) eller som kalve på 8-10
måneder med en levende vægt omkring 300-
350 kg (Andersen et al., 1997). Produktionen
er typisk baseret på store mængder kraftfoder
og en opstaldning i bokse med fuldspalter
eller dybstrøelse. Denne produktion er vanskelig
at gennemføre i økologiske besætninger,
hvor der er krav om fodring med grovfoder,
afgræsning i sommerhalvåret og et forbud
mod fuldspalter (Anonym, 2000a).
Studeproduktion er et alternativ til den intensive
opfedning af ungtyre, da den langsommere
tilvækst og dermed højere slagtealder på ca.
24 mdr. muliggør en mere ekstensiv produktion
baseret på store mængder grovfoder. Forsøg
med intensivt fodrede stude har vist 12-
18% dårligere tilvækst og 21% højere foderforbrug
sammenlignet med ungtyre (Andersen
et al., 1983). Forskellen mellem tyre og stude
mindskes dog ved en svagere fodring, men
den relativt lange opfedningsperiode for stude
stiller store krav til størrelsen af det økologiske
areal, hvilket ofte i forvejen er en begrænsende
faktor i økologiske besætninger.
Studenes rolige temperament gør dem egnede
til afgræsning og dermed udnyttelse af kløvergræsmarker
på økologiske bedrifter samt af
enge eller miljøfølsomme naturarealer. Dette
kunne være en løsning ved manglende jordtilliggende,
hvis arealerne tilfredsstiller kravene
omkring økologisk produktion, ligesom det vil
sikre arealernes udnyttelse og naturværdi. Afgræsning
på marginale områder med varierende
græstilbud samt græskvalitet stiller dog
store krav til driftsledelsen vedr. pasning og
tilrettelæggelse af produktionen. Afgræsning
af kløvergræsarealer hos økologiske planteavlere
kunne være et alternativ til opfedning i
malkekvægsbesætninger. Beregninger har vist,
at økologiske planteavlere kan udnytte kløvergræsset
i højere grad ved en integration af
græssende dyr i bedriften (Kristensen, 1998a).
Den nuværende manglende viden om f.eks.
fodringsstrategi og produktionsøkonomi i
studeproduktionen må antages at være en vigtig
faktor i både mælkeproducentens og planteavlerens
fravalg af en sådan produktion.
11