Fællesskab og ansvar. En kvalitativ undersøgelse ... - Socialstyrelsen

Normative argumenter og reciprocitet
Vi vender vi os i det følgende mod den anden gruppe af hypoteser, der bygger
på den teoretiske påstand om, at det grundlæggende er normer vedrørende reciprocitet
og gensidighed, der spiller en rolle for holdningsdannelse.
Den fjerde hypotese tager udgangspunkt i det normative argument om, at det er
tilstedeværelsen af et behov, der bør være udslaggivende for adgangen til velfærdsydelser.
Hypotesen blev undersøgt ved at fremstille to vignetter, der beskrev
to konkrete cases, hvor de beskrevne personer grundet henholdsvis individuel
pensionsopsparing og arbejdsmarkedspension ikke kunne siges at have
noget reelt behov for at modtage folkepensionens grundbeløb.
Analysen viste, at behovsargumentet tilsyneladende ikke afspejler den reciprocitetsnorm,
som undersøgelsens respondenter orienterer sig efter. Størstedelen
af respondenterne ønskede at tildele folkepensionens grundbeløb til trods for, at
dette ikke kunne begrundes med henvisning til et behov. Begrundelserne for
alligevel at tildele folkepensionens grundbeløb tog oftest udgangspunkt i et
argument om fortjeneste opnået via tilknytningen til arbejdsmarkedet. Dette
blev holdt sammen med holdningen om, at hvis nogen af forskellige årsager har
gjort en ekstra indsats på arbejdsmarkedet, så skal det ikke komme vedkommende
til skade i forhold til adgangen til folkepension.
Undersøgelsens femte hypotese omhandlede det argument, der tager udgangspunkt
i fortjeneste. Det normative indhold i argumentet er, at den enkelte i udgangspunktet
er ansvarlig for at forsørge sig selv. Først i de tilfælde, hvor man
på grund af omstændigheder, der ligger uden for den enkeltes kontrol, har brug
for fællesskabets hjælp, har man gjort sig fortjent til fællesskabets støtte. Hypotesen
blev undersøgt via samspillet mellem to vignetter. Den ene illustrerede en
case, hvor vedkommende havde muligheden for at spare op for at supplere forsørgelsen
i sin alderdom, men ikke gjorde det. Den anden drejede sig om en
person som på grund af ydre omstændigheder (sygdom, enlig) ikke havde haft
mulighed for at spare op. Det efterfølgende spørgsmål handlede om, hvorvidt
respondenterne mente, at de to fiktive personer burde være berettiget til at modtage
supplerende ydelser, og ikke mindst om, hvorvidt respondenterne ville gøre
forskel på dem.
Resultatet var, at flertallet af respondenterne ikke ønskede at gøre forskel på de
to cases. Her er det imidlertid nødvendigt at skelne mellem respondenternes
umiddelbare (moralske) reaktion, og hvad de var villige til at føre ud i praksis.
108