Fællesskab og ansvar. En kvalitativ undersøgelse ... - Socialstyrelsen

kedet. Det blev anført, at selvom den selvstændige eller den højtuddannede
sagtens kunne forsørge sig selv i alderdommen, så havde de på grund af deres
bidrag til samfundet i form af skattebetaling ret til at modtage folkepension.
Uanset hvor uanseeligt beløbet end var – eller kunne tænkes at blive i en tid
med knappe resurser – forfægtedes den principielle og symbolske ret til at modtage,
fordi den enkelte har ydet og dermed har gjort sig fortjent til retten.
Sammen med rettighedsargumentet gjorde respondenterne også brug af et argument
om fortjeneste. Argumentet blev brugt på to måder. For det første fokuseredes
der på den individuelle fortjeneste. Det vil sige, at det blev betragtet
som decideret urimeligt, at man fratog særligt de formuende selvstændige adgangen
til folkepensionen, fordi det, de havde ekstra, blev betragtet som noget,
de på egen hånd havde gjort sig fortjent til. Det blev fremført, at de har lidt afsavn
og arbejdet hårdt, og hvis samfundet/ fællesskabet ville gribe ind og på en
måde have andel i ”det ekstra”, blev det betragtet som uretfærdigt. Det, som
folk på egen hånd har optjent, bør altså ikke øve indflydelse på deres ret til at
modtage folkepension.
Man kan sige, at fortjenesten på denne måde knyttes sammen med noget i retning
af den individuelle ejendomsret, retten til at disponere over det man på
egen hånd har tilvejebragt. Herved markeres der også en klar demarkationslinie
i forhold til, hvor meget man alligevel skal dele med fællesskabet. Det klare
budskab er, at de, der har gjort det godt her i livet, ikke skal yde mere eller mindre
end andre, og de skal heller ikke have adgang til mere eller mindre end andre.
Den anden måde, argumentet om fortjeneste blev brugt på, lå i henvisningen til
det, man kunne kalde den almindelige indsats på arbejdsmarkedet. Her er der
ikke tale om nogen ekstraordinær indsats og fortjeneste, som fællesskabet hverken
skal have del i eller blande sig i, men blot den ”almindelige” indsats på
arbejdsmarkedet, som knyttes til retten til at modtage ydelsen uafhængigt af
tilstedeværelsen af behov. Det vil sige, at selve det forhold, at man har arbejdet
og dermed bidraget over skatten, gør, at den enkelte har gjort sig fortjent til
retten. Her knyttes fortjenesten klart til den forudgående indsats på arbejdsmarkedet
og til retten til at modtage, hvorimod fortjeneste i den anden udgave mere
handler om en individuel ekstraordinær indsats og fortjeneste, som fællesskabet
ikke skal blande sig i, og som vi som samfund under ingen omstændigheder
indirekte skal straffe ved at fratage de pågældende borgere retten til ydelser.
98