Fællesskab og ansvar. En kvalitativ undersøgelse ... - Socialstyrelsen

De skulle lige knap have, men selvfølgelig, de har jo lige så meget
ret som os andre, men hvorfor ret, hvis de ikke har brug for det? Så
er det jo ligesom at give bagerbørn hvedebrød”.
For de tre i respondentgruppe 1, der svarer bekræftende på, at personerne i begge
tilfælde skal have folkepensionens grundbeløb, kommer begge typer af begrundelser
i brug. Alle henviser til den individuelle ret til folkepensionen, og én
anfører oven i købet, at beløbet er for lavt - også for den, som har sikret sig på
anden vis. At man har lidt afsavn som selvstændig, lægges der i denne gruppe
(af selvstændige) megen vægt på:
”Jeg mener jo i hvert fald at alle har lige ret til folkepensionen. De
har jo også gjort en indsats, og der har jo været nogle afsavn gennem
tiderne i forhold til ferie og sådan noget”.
En anden er åbenhjertig og siger med reference til skatteindbetalingen:
”Fra min egen egoistiske side vil jeg sige, at det sgu egentlig er
meget rimeligt, at man lige får lidt alligevel, når man har bidraget
til kassen i så mange år”.
Og videre med reference til anerkendelsen fra samfundet, at:
”Han (den skitserede person i vignetten) har såmænd fortjent et lille
tilskud fra det offentlige. Det kan du kalde illusorisk, men altså
en smule rygklap for, at han har knoklet”.
Den eneste, der fra gruppe 2 vælger at tildele folkepensionen trods fraværet af et
behov, anlægger et lidt mere distanceret helhedssyn og fremfører at:
”Jeg tror det er meget klogt, at man har lavet en ordning, hvor alle
er sikret som minimum grundbeløbet. Og nogen, der ikke har så
meget, er sikret en større sum. Også fordi vi ikke er så kloge alle
sammen, og hvis vi ikke havde den ordning, ville der være nogen,
som faldt igennem nettet og ikke havde en rød øre. Så folkepension
til alle – også fordi vi betaler ind til det – men gradueret så den
mere velbjergede del af befolkningen kun får grundbeløbet og de,
der trænger lidt mere, får en højere portion”.
75