Fællesskab og ansvar. En kvalitativ undersøgelse ... - Socialstyrelsen

”Hende mener jeg, man skal hjælpe. Hun har virkelig behov for
det. Hende ville jeg absolut give alle de tilskud, hun kan tilkomme”.
En kvindelig respondent fra gruppe 3 mener derimod med henvisning til sin
egen situation (folkepension samt en opsparing, der er af så beskeden størrelse,
at det ikke har fået indflydelse på størrelsen af hendes folkepension), at supplerende
ydelser slet ikke er nødvendige, ligesom hun tidligere i interviewet har
anført, at hun ikke synes, hun burde have ATP mere, da hun efter sin egen vurdering
for længe siden har fået det, hun selv har betalt ind, tilbage. Hun anfører:
”Hun skulle nok kunne få det til at løbe rundt, hvis hun ikke har
gæld. Her og nu skulle hun kunne klare det”.
Respondenten tier lidt og tilføjer så yderligere:
”Hun kan godt spare lidt op, hvis hun ikke har gæld. Det kan vi
altså. Så ekstra tilskud, det skulle ikke være nødvendigt, men der er
jo mennesker, der kan blive ved at kræve ind, hvad enten de har
brug for det eller ej. Der er nogen, der ikke kan få nok”.
Så vidt reaktionerne på vignetterne uafhængigt af hinanden. Samlet set er der
ikke tvivl om, at den grundlæggende holdning præges af, om de fiktive personer
selv kan drages til ansvar for deres nuværende situation eller ikke. Stort set ingen
har lyst til at give det første tilfælde supplerende ydelser, og de anfører
næsten alle, at de i hvert fald har mere lyst til at hjælpe i det andet tilfælde. Om
respondenterne er villige til at omsætte denne morale til praksis, fremgår af
nedenstående display. Displayet viser, hvordan respondenterne fordeler sig, når
de bliver spurgt, om de ville være villige til at gøre forskel på de to beskrevne
cases i praksis:
83