Fællesskab og ansvar. En kvalitativ undersøgelse ... - Socialstyrelsen

perspektiv således at skabe en kultur, der påvirker befolkningens holdning i
enten den ene eller anden retning afhængigt af regimetype. Esping-Andersen
(1990:58) formulerer det selv meget klart: ”Hver case vil skabe sin egen unikke
form for social solidaritet”. 12 I Esping-Andersen (1999) tydeliggør han pointen
yderligere ved at give befolkningerne i henholdsvis det liberale, det korporative
og universelle regime navnene Homo liberalismus, Homo familius og Homo
socialdemocraticus (p. 170) med følgende karakteristikker (p. 170-172):
Homo liberalismus ligner meget den egeninteresse motiverede borger, fordi den
enkeltes fremmeste mål er at maksimere vedkommendes egen velfærd. Andres
velbefindende er deres sag og ikke hans eller hendes. Homo liberalismus kan
dog godt være generøs og sågar altruistisk, men det er en personlig affære og
ikke noget, der ”dikteres fra oven”. ”Det liberale menneske” foretrækker et
velfærdsregime, hvor de, der kan agere på markedet, gør det, mens de, som ikke
kan, må forlade sig på andres velgørenhed.
For Homo familius er egeninteressen amoralsk. Et individ vil først være afbalanceret,
når han eller hun ofrer sig for sin egen families velbefindende. Frihed
betyder for Homo familius, at han eller hun og slægten er beskyttet mod trusler
fra den omkringliggende verden. Mennesket stræber efter tilfredsstillelse snarere
end maksimering, fordi det, der virkelig tæller, er stabilitet og sikkerhed.
Sammen med sin bedre halvdel femina familia mener han, at familien er den
ultimative kilde til solidaritet og fællesskab, fordi familien alene ved, hvad der
er bedst for den. Homo familius er derfor ret tilfreds med ideen om, at staten
imødegår de risici som ulykkelige skæbner og hændelser kan føre med sig. Han
eller hun ønsker et velfærdsregime, der tæmmer markedet, og som understøtter
de dyder og fortrin, der er ved tæt forbundne solidariske bånd.
Endelig er Homo socialdemocraticus at ligne med en spejder eller en god kristen,
der tror, at når andre får det godt, vil også han eller hun få det bedre. ”Det
socialdemokratiske menneske” baserer sit liv på ideen om, at den enkelte selv
og alle andre vil have det bedst i en verden uden udækkede behov, men også en
verden uden ”gratister”. Samfundet er noget, vi alle er nødsaget til at dele, og så
må vi hellere gøre det på en god måde. Ikke desto mindre tror dette menneske
også på selve individet og på personlig myndiggørelse. 13 Kollektivisme er ikke
et gode i sig selv, men ses som et middel til at fremme det ypperste i hver en-
12 På engelsk: ”each case will produce its own unique fabric of social solidarity” (ibid.).
13 På engelsk: empowerment.
44