Fællesskab og ansvar. En kvalitativ undersøgelse ... - Socialstyrelsen

Heller ikke denne hypotese blev bekræftet. Fokuseres i stedet på, hvordan rettighedsargumentet
blev brugt, når det blev brugt, tegnede der sig dog et interessant
billede, som i vidt omfang bekræftede fundene fra hypotese fire og fem:
Rettighedsargumentet stod aldrig alene. Selvom det kun sjældent fremtrådte
som enkeltstående argument, var det dog et begreb, der kom til udtryk i undersøgelsen,
men altid knyttet til den forudgående indsats på arbejdsmarkedet. I
den forstand er rettigheder ikke noget, man bare har, men noget man gør sig
fortjent til via sin indsats på arbejdsmarkedet og dermed sit bidrag til fællesskabet.
Ingen af undersøgelsens hypoteser er således blevet bekræftet, men undersøgelsen
har alligevel givet væsentlige svar på de spørgsmål, som var udgangspunktet.
Hypoteserne har betydet, at de svar, der er i undersøgelsens datagrundlag,
fremstår så meget desto tydeligere. Svaret på spørgsmålet om, hvad undersøgelsens
respondenter mener om fordelingen af ansvar og pligt i forhold til alderdomsforsørgelse,
er, at de overordnet finder, at både ansvar og pligt ligger hos
både individ og fællesskab. Denne ansvarsdeling mellem individ og fællesskabet
hviler på arbejdet som en grundlæggende værdi. Det ansvar og den pligt, der
er placeret hos individet, udspringer af, at vedkommende skal gøre sig fortjent
til at modtage alderdomsydelser via sin indsats på arbejdsmarkedet. Det er det
forudgående bidrag til fællesskabet i form af skattebetalingen, som gør den enkelte
fortjent til retten til senere at modtage fra fællesskabet. Er denne forudsætning
opfyldt, skifter ansvaret og pligten side, og det er nu det samlede fællesskab
(staten), der har ansvaret for, at borgeren kan leve en anstændig tilværelse,
når vedkommende har forladt arbejdsmarkedet.
På engelsk har man udtrykket ”to get, what one is due”, der bedst kan siges at
dække over, at enhver skal have, hvad der tilkommer ham eller hende. Underforstået,
hvad der retfærdigvis tilkommer vedkommende. Denne undersøgelse
viser, at bidraget til fællesskabet i form af arbejdsindsats er så grundlæggende et
element i en reciprocitetsrelation, at selv et indlysende fravær af behov for
ydelsen ikke rokker ved holdningen om, at vedkommende har lige så megen ret
som alle andre, hvis han eller hun forud har ydet en arbejdsindsats. Denne holdning
ændres ikke, når man taler om at tildele pensionssystemets supplerende
ydelser til en, som godt kunne have sparet op selv, men ikke har gjort det. Også
her er det bidraget til fællesskabet via arbejdsmarkedsindsatsen, der er det afgørende
argument og den grundlæggende retfærdiggørelse af ydelsen. Det ligger
med andre ord respondenterne meget på sinde ikke at bryde denne reciprocitetsrelation
mellem at give og at modtage, mellem at yde og at nyde.
110