Fællesskab og ansvar. En kvalitativ undersøgelse ... - Socialstyrelsen

tes som en straf, hvor der tværtimod burde være tale om et anerkendende skulderklap
fra samfundet for ”lang og tro tjeneste”. At det ligefrem betragtes som
en straf fra samfundets side at fratage dem, der ikke har behov folkepensionens
grundbeløb, tyder på, at der er mere end ét begreb om fortjeneste i spil.
Når fortjenesten knyttes til det, den enkelte på egen hånd har optjent, og det har
konsekvenser for den individuelle ret til folkepension, betragtes det som urimeligt.
Den anden udgave, der tilsyneladende er på spil, er den, hvor fortjenesten
knyttes til selve retten. Det vil sige, at retten til at modtage ydelsen er knyttet til
den indsats, man har gjort på arbejdsmarkedet. På den måde har man på det
samfundsmæssige plan gjort sig fortjent til at have denne ret, uanset at netop
ens indsats på arbejdsmarkedet har betydet, at man principielt kan klare sig
uden hjælp fra det offentlige. Det er, når retten på denne måde knyttes til den
enkeltes indsats på arbejdsmarkedet, heller ikke overraskende, at det betragtes
som uretfærdigt, hvis nogen fratages deres adgang til folkepensionen, fordi de
har gjort det ekstra godt i arbejdslivet og har været forudseende.
Ydermere er holdningen hos dem, der betoner den individuelle ret til folkepensionen,
så rodfæstet, at de heller ikke i nedgangstider er villige til at slække på
princippet. Kun en kvindelig respondent fra gruppe 2 er villig til at lade grundbeløbet
bortfalde helt i dårlige tider. De øvrige er villige til at reducere grundbeløbet,
men fastholder den principielle ret – også selvom den konkrete ydelse
skulle ende med at blive af symbolsk størrelse.
Argumentet om fortjeneste
Argumentet om at lægge fortjeneste til grund for tildeling af ydelser handler
om, at den enkeltes indsats tillægges en selvstændig betydning i begrundelsen
for adgangen til ydelser. Dette argument betoner i høj grad det individuelle ansvar
for egen velfærd og kun, hvis den enkelte er udsat for hændelser og/eller
omstændigheder, der ligger uden for vedkommendes kontrol, finder man det
rimeligt, at staten påtager sig ansvaret for den individuelle velfærd, jf. den internationale
”deservingness”-litteratur.
Samspillet mellem undersøgelsens vignet 3 og 4 er designet med henblik på at
få disse aspekter i spil. I vignetterne skitseres henholdsvis en person, der har
haft alle muligheder for på egen hånd at spare op til alderdommen, men som
ikke har gjort det, og en anden, der grundet omstændigheder, som rimeligvis
kan siges at ligge uden for vedkommendes kontrol, ikke har haft mulighed for at
spare op på egen hånd. Det efterfølgende spørgsmål gik dog ikke på, om den
78