Fællesskab og ansvar. En kvalitativ undersøgelse ... - Socialstyrelsen

Alle tog nemlig moralsk afstand fra den første case og mente, at enhver havde
ansvar for at sørge for sig selv, hvis vedkommende havde muligheden for det.
Generelt burde man ligge, som ”man har redt”. Flertallet anførte også, at de
umiddelbart havde mere lyst til at hjælpe den, der havde været ramt af uheldige
omstændigheder.
Så meget desto mere interessant er det derfor hvilke argumenter, der blev brugt
for alligevel ikke at gøre forskel de to cases imellem. Her anvendte respondenterne
et argument, som ikke umiddelbart var forudset i undersøgelsens design. 24
De begrundede det nemlig med et begreb om fortjeneste, der var koblet sammen
med rettighedsargumentet. Adgangen og berettigelsen til at modtage folkepensionen
hang for respondenterne uløseligt sammen med det forhold, at vedkommende
trods alt havde ydet en indsats på arbejdsmarkedet. Her er et sammenfald
med det argument, der under hypotese fire blev brugt for at begrunde de velstående
pensionisters adgang til folkepensionen. Det er arbejdet, indsatsen på arbejdsmarkedet,
som er den afgørende faktor, der berettiger til modtagelse af en
ydelse. Om der er et konkret behov, eller om man i øvrigt ikke har udvist helt så
ansvarsfuld adfærd, er ikke det udslaggivende. Det afgørende er tilsyneladende
bidraget til fællesskabet via ens indsats på arbejdsmarkedet.
Der synes derfor at være en form for reciprocitetslogik på spil. Det er ikke en
”noget for noget” logik i den forstand, at det, den enkelte yder, skal stå i et entil-en
forhold til det, den enkelte modtager. Argumentet fremtræder i en mere
indirekte form, hvor det er selve arbejdet, der berettiger, at man i alderdommen
har gjort sig fortjent til at modtage.
Dette er samtidig svaret på undersøgelsens sidste hypotese, rettighedsargumentet.
Det handler om, at modtagelsen af en ydelse hverken er knyttet til tilstedeværelsen
af et behov eller til fortjeneste, men derimod følger af den enkeltes
status som borger i samfundet. Om det er dette normative argument, der er afgørende
for respondenternes holdning og begrundelse, blev ikke undersøgt via en
specifik vignet, men ved at se på deres samlede besvarelse. Skulle det nemlig
være rettighedsargumentet, der gjorde sig gældende, var forventningen, at ingen
af respondenterne i nogen af tilfældene skulle fratage de fiktive personer i vignetterne
adgangen til at modtage ydelser.
24 At det alligevel kom frem er netop en af de store fordele ved kvalitative interview i
forhold til et spørgeskema.
109