Fællesskab og ansvar. En kvalitativ undersøgelse ... - Socialstyrelsen

Netop spørgsmålet om tvungen opsparing, som den sidste respondent af sig selv
bringer op, kom også op i flere andre interviews. Uanset om respondenterne
ville gøre forskel på de to beskrevne cases eller ej, blev det betragtet som et
problem, at den, der havde haft mulighed for at spare op, ikke havde gjort det.
Der var således udbredt enighed om, at det er bedre, at staten forebygger, end at
den agerer sikkerhedsnet.
Sammenfattende er det åbenbart, at det gør en forskel for respondenternes opfattelse
af, om en borger er berettiget til at modtage ydelser, om vedkommende
kan tillægges et ansvar for sit behovs opståen eller ikke. Ligeså interessant er
det imidlertid, at de fleste ikke er parat til at føre den moralske afstandtagen ud i
livet ved at tage fortidig indsats med ind som adgangskriterium for modtagelsen
af supplerende ydelser.
Når de skal begrunde og retfærdiggøre, at de i praksis vil gøre noget andet, end
deres umiddelbare reaktion indikerer, begrundes det gerne med et argument om
fortjeneste. Argumentet handler ikke om den form for individuel fortjeneste,
som ofte blev brugt som argument i forhold til selvstændiges og formuendes
adgang til folkepensionens grundbeløb, men handler derimod om et fortjenestebegreb,
der knytter sig til den samfundsmæssige fortjeneste i form eksempelvis
af arbejde.
Rettighedsargumentet
Rettighedsargumentet adskiller sig fra fortjeneste eller behov som begrundelse
for adgangen til en ydelse. Det betoner den individuelle ret, som følger af, at
man er borger i et samfund, jf. Marshalls begreb om det sociale medborgerskab.
Rettighedsargumentet er ikke designet i en særlig vignet, men forventes – hvis
det eksisterer – at finde udtryk i respondenternes samlede stillingtagen til vignetterne.
Rettighedstankegangen må være til stede, hvis respondenterne i ingen
af tilfældene vil nægte de fiktive personer adgang til ydelsen. Man vil ikke fratage
folkepensionens grundbeløb, selvom der ikke er et behov (vignet 1 og 2),
og vil ej heller nægte adgang til supplerende ydelser for den, som ikke på egen
hånd har gjort noget for at sikre sig (vignet 3).
87