Fællesskab og ansvar. En kvalitativ undersøgelse ... - Socialstyrelsen

”Ham har jeg ikke ondt af, det har jeg ikke. For han har brugt livet
og de goder, som hans arbejde har kunnet give ham. Han har
brugt, hvad han har fået, og derfor ligger han, som han har redt.
Han har haft alle chancer, han har ikke ligesom den selvstændige
håndværker investeret i et sommerhus og sparet op. Han har været
i biffen og ude og spise konstant. Jeg går meget ind for, at man har
det som man opfører sig”.
Fra respondentgruppe 2 kommer der tilmed et konkret forslag til, at man i den
praktiske vurdering af, om borgere skal have adgang til supplerende ydelser,
burde kigge på livslønnen for den enkelte for på den baggrund at afgøre, hvor
stor en andel af vedkommendes alderdomsforsørgelse vedkommende selv kunne/burde
have sørget for, og så simpelthen graduere hjælpen derefter.
På tværs af respondentgrupper betones det individuelle ansvar i høj grad. En
kvinde fra respondentgruppe 3 anfører:
”Det er rart at have mange penge, når man er ung, og man kan tillade
sig alt, men man har et ansvar også. Man har et ansvar for
selv at spare op, for det er så nemt bare at bruge og så sige, nu er
det samfundet, der skal ordne resten for en. Man har virkelig et ansvar
selv”.
Der er fra denne andel af respondenterne ikke megen hjælp at hente, og alle er
enige om, at vedkommende må sætte sit forbrug i alderdommen efter det, han
kan få fra den almindelige folkepension. Han kan ikke efter et liv med et højt
forbrug komme og mene sig berettiget til supplerende ydelser, fordi han nu har
svært ved at få det til at løbe rundt. At det er kontrol- og ansvarsfaktoren, der
spiller ind, understreges af, at den sidst citerede kvinde senere i interviewet i
forbindelse med, at hendes mands sygdom bliver bragt op, understreger, at den
fiktive person i vignet tre naturligvis skal have adgang til medicintilskud o.l. på
lige fod med alle andre, netop fordi sygdom ikke er noget, man kan gardere sig
imod og tage ansvar for.
I begrundelserne for at tildele supplerende ydelser møder vi igen det begreb om
fortjeneste, som vi så konturerne af i det foregående afsnit om behovsargumentet.
I flere af begrundelserne for at tildele supplerende ydelser lægges der vægt
på, at vedkommende jo trods alt har bidraget til samfundet i og med, at han i det
hele taget har arbejdet:
80