Fællesskab og ansvar. En kvalitativ undersøgelse ... - Socialstyrelsen

Dette ræsonnement bruges meget af undersøgelsens respondenter, og det forekommer,
at de (igen særligt gældende for gruppe 3) har meget let ved at identificere
sig med den selvstændige og den højtuddannede, hvorfor de ofte med
ildhu forsvarer denne gruppes lige så begrundede ret til at modtage folkepension
som alle andres. Væsentligt er det dog at notere, at retten i intet tilfælde står
alene. Den kobles altid med fortjeneste. Det vil sige, at man skal have gjort sig
fortjent til at have en ret, og det gør man først og fremmest ved at arbejde, og
har man lagt sig mere i selen end de fleste, ja, så skal man i hvert tilfælde ikke
straffes for det.
Der synes således ikke at være en udpræget årsagssammenhæng mellem det,
man kan udlægge som respondenternes egeninteresse, og de svar, som respondenterne
har givet.
Sammenfatning
Udgangspunktet for analysen af normative argumenter og begrundelser for rettigheder
og pligter i det danske pensionssystem var tre hypoteser.
Den første handlede om behovsargumentet, som betyder, at ydelser kun skal
tildeles dem, der har behov. Den anden handlede med fortjenesteargumentet
om, at man via sin egen indsats og forudseenhed skal have gjort sig fortjent til
at modtage ydelser, og at man kun kan forvente at modtage hjælp fra det offentlige,
hvis man på grund af forhold, der ligger uden for ens egen kontrol, ikke har
mulighed for at forsørge sig selv. Og endelig havde vi den tredje hypotese, rettighedsargumentet,
hvor den normative begrundelse for at tildele og modtage
pensionssystemets ydelser tager afsæt i det sociale medborgerskab og de dertil
hørende sociale rettigheder. Her er modtagelsen af sociale ydelser hverken betinget
af tilstedeværelsen af et behov eller af arbejdsmarkedstilknytning.
For behovsargumentet tegnede den empiriske analyse det billede, at størstedelen
af respondenterne ikke var villige til at lade tilstedeværelsen af et behov alene
være det afgørende for modtagelsen af folkepensionen. Flertallet ønskede at
tildele deres medborgere folkepensionens grundbeløb, også selvom de udmærket
var i stand til at forsørge sig selv. Begrundelserne herfor knyttede sig primært
til begreberne rettighed og fortjeneste.
For så vidt angår rettighedsargumentet var der ikke tale om et rettighedsargument,
der knyttede sig til den enkeltes sociale medborgerskab, men derimod et
rettighedsbegreb der blev koblet direkte til den enkeltes indsats på arbejdsmar-
97