Fællesskab og ansvar. En kvalitativ undersøgelse ... - Socialstyrelsen

Den variant af argumentet, der henviser til den enkeltes individuelle fortjeneste,
er anderledes og uventet i den forstand, at holdningen og argumentet afspejler et
”hertil og ikke længere” i fællesskabets navn – og det er ikke kun dem, der er i
besiddelse af ekstra midler, der argumenterer på denne måde. Tværtimod fremføres
argumentet oftest med mest fynd og klem fra de andre respondenter på
vegne af de bedre stillede pensionister.
Behovsargumentet som afgørende for tildeling og modtagelse af ydelser er således
ikke blevet bekræftet. Kun et fåtal frasagde sig selv og andre velstillede
pensionister adgangen til folkepensionen med det argument, at man burde give
til dem med større behov. Det mest fremtrædende argument og den mest fremherskende
holdning var, at retten til at modtage intet har at gøre med tilstedeværelsen
af et behov, men er knyttet til fortjeneste via tilknytning til arbejdsmarkedet
med deraf følgende skattebidrag. Og har man af forskellige årsager gjort
det ekstra godt på arbejdsmarkedet, skal det ikke komme vedkommende til skade
i pensionsmæssig henseende.
Argumentet om fortjeneste fyldte en del i interviewene før den vignet, som
skulle behandle dette emne, overhovedet blev præsenteret. I den var der slet
ikke lagt op til, at begrebet om individuel fortjeneste skulle spille en rolle; men
brugen af vignetten bekræftede dog, at det begreb om fortjeneste, der henviser
til den almindelige indsats på arbejdsmarkedet, er endog meget rodfæstet blandt
undersøgelsens respondenter.
Argumentet om fortjeneste, som det blev præsenteret i vignetterne, handlede om
rækkevidden af det personlige ansvar. Tanken var i udgangspunktet, at holdningerne
ville tilsige, at ansvaret for ens egen velfærd i princippet ligger hos en
selv, og kun i situationer, hvor man på grund af forhold, der ligger uden for ens
egen kontrol, kan man med rimelighed forvente, at fællesskabet træder til.
Konkret var hypotesen, at undersøgelsens respondenter ville være mere villige
til at tildele supplerende ydelser til den, der grundet ydre omstændigheder ikke
kunne supplere sin indkomst, end til den, som havde haft mulighed for at lægge
til side, men ikke havde gjort det.
Undersøgelsen har vist, at det klart gør en forskel for respondenterne, om den
enkelte kan tillægges et ansvar for sit behovs opståen eller ej. Den umiddelbare
reaktion hos størstedelen af respondenterne var, at de hellere ville hjælpe en, der
uforskyldt var kommet i en uheldig situation, end en, som selv var skyld i beho-
99