Fællesskab og ansvar. En kvalitativ undersøgelse ... - Socialstyrelsen

”Jeg synes jo det er tosset, at sådan nogle folk, der har så meget,
skal have det der (folkepensionen). Det kan jo bruges til dem, der
har mindre. Så de måske kunne få nogle flere tilskud eller et eller
andet. Eller man kunne forhøje den lave sats til dem, der har så
lidt. Jeg synes det er vanvittigt, at staten skal poste penge i folk,
der har så meget og har haft mulighed for at tjene en bunke og selv
har sparet op og sådan noget. Jamen, jeg synes bare det for meget
af det gode!”
Kvinden, der næsten bliver opbragt ved tanken, fortsætter med direkte reference
til lighedsbegrebet:
”Der er virkelig nogen, der er så fattige at en 100 kr. seddel om
måneden virkelig betyder noget. Jeg kan ikke fordrage den ulighed
altså. Det er ikke, fordi jeg synes at alle skal tjene lige meget, det
behøver vi ikke, men jeg synes bare, at de, der ikke har så meget,
de skal have, så de kan leve et anstændigt liv”.
Fra respondentgruppe 3 er der to, der ender med at tale for, at de omtalte cases
ikke bør have adgang til folkepensionens grundbeløb. De er dog på ingen måde
kategoriske i deres argumentation. De er begge tvivlende, den ene i så udtalt
grad at vedkommende i ovenstående display er sat i parentes. For den respondent,
der var virkelig meget i tvivl, gælder, at det umiddelbare svar var ”nixen
bixen”, nogen, der har så meget, skal bestemt ikke have mere.
Derefter overvejer respondenten det faktum, at vedkommende jo har sørget for
sig selv, og det må man tage hatten af for. Derfor bør han egentlig have grundbeløbet.
Så følger udsagnet, at grundbeløbet principielt skulle væk, hvorefter
der atter udtrykkes tvivl pga. af det praktiske forhold, at det ville være svært at
sætte en grænse mellem dem, som skulle have adgang, og dem, der ikke skulle.
Sagen forbliver mere eller mindre uafgjort, men da vi endnu en gang drøfter
spørgsmålet i tilknytning til vignet 2, lyder det mere håndfast: ”Nej, staten har
ikke nogen forpligtigelse dér”. Den anden respondent, der også tvivler men dog
ikke i så udtalt grad, overvejer også de besværlige praktiske forhold med hensyn
til at sætte grænsen for hvem, der kan modtage, og hvem, der ikke kan. Derfor
kunne man måske ligeså godt fastholde grundbeløbet, men bare sætte det længere
ned. Denne meget samfunds- og historiebevidste respondent kommer ved
dette spørgsmål tydeligt i clinch med sit generelle standpunkt:
73