Fællesskab og ansvar. En kvalitativ undersøgelse ... - Socialstyrelsen

knyttet til ens medborgerskab. Det manifesterer derfor højdepunktet i den udvikling,
som Marshall (1950) mente, at medborgerskabet – i takt med det moderne
samfunds udvikling – ville gennemgå. Medborgerskabet er ifølge
Marshall (1950) udviklet begyndende med opnåelsen af civile rettigheder – det
civile medborgerskab, siden politiske rettigheder – det politiske medborgerskab
og til sidst opnåelsen af sociale rettigheder – det sociale medborgerskab i det 20.
århundrede.
Det sociale medborgerskab er kulminationen på en udvikling, der knytter alle
tre typer af rettigheder sammen: den personlige frihed, den politiske frihed og
retten til social velfærd. De institutioner, der hver især tilvejebragte – og tilvejebringer
– disse rettigheder er henholdsvis domstole, nationale og lokale parlamenter
og velfærdsstaten (Marshall 1950).
Den form for reciprocitet, der knytter sig til det rettighedsbaserede argument om
adgangen til velfærdstatens ydelser, er, hvad man kunne kalde, en generaliseret
form for reciprocitet (Mau 2004: 64). Her er forbindelsen mellem ydelse og
nydelse sløret, og adgangen til en ydelse er ikke som sådan betinget af specifikke
forhold som behov, fortjeneste eller fravær af kontrol over ens livssituation.
Adgangen til ydelser samt egne og andres rettigheder følger snarere af det forhold,
at de er en del af en større uskrevet, samfundsmæssig solidaritetskontrakt
(ibid.). Rettighedsargumentet udtrykker dermed en henvisning af det fulde ansvar
for borgernes materielle velfærd til staten. En kollektivisering, kunne man
sige, af det moralske ansvar for borgernes materielle velstand (Goodin 1998:
155).
Omsat til en forventning til denne undersøgelses resultater, må man ud fra rettighedsargumentet
formulere en hypotese om, at ingen af undersøgelsens respondenter
vil fratage de beskrevne cases i vignetterne deres adgang til folkepensionen
og/eller de supplerende ydelser, som systemet giver adgang til, uanset
om vedkommende har et behov eller ej, og uanset om han eller hun har gjort
noget på egen på egen hånd for at sikre sig i alderdommen.
53