Set og overset. Unge kvinder med indvandrerbaggrund i Danmark ...

modsiger blandt andet forestillingen om betragtning som
bemestring. Altså det at kunne se en ting giver ikke blot adgang til
en viden, der gør det muligt at styre den. Det giver også tingen
adgang til betragterens krop. Når det drejer sig om ting i billeder,
er betragtningen ofte en sansning af noget du kan ikke få fat på og
gribe ind i. Man gribes af en fremmed opmærksomhed, idet man
erfarer det setes erfaring. Det betyder at et billedes sanselige
værdier kan resultere i momentan selvfortabelse, idet dine
sansninger bliver en andens eller noget andets. Dette er ikke
identifikation, sådan som psykoanalysen arbejder med den, der
etablerer meningsfulde lighedsrelationer. Shaviro skriver:
“Mimesis kulminerer i produktionen af, hvad Benjamin kalder
„ulogiske ligheder‟” (Shaviro 1993:52; cf. Benjamin 1985). Det at
du er mand, sikrer dig ikke mod at blive fanget i det kvindelige
offers krop i betragtningen af en voldsfilm. Og det at du er kvinde,
forhindrer dig ikke i at fornemme spjættet der løfter „manden i
midten‟ fra sandet. Det samme gælder i forhold til f.eks. dyr. Et
billede kan fremkalde en fysisk medleven i kroppe og andre
materialiteter der er ret forskellige fra din egen. Det afgørende er
om billedet finder et æstetisk spor som kan deles med din krop, det
vil sige om det udnytter sansningsmuligheder du har til rådighed.
Dette perspektiv på visualitet indebærer at et kropsligt
engagement må medtænkes i en beskæftigelse med visuel
normalitet og visuel forskellighed. Vores sansningsmuligheder –
vores erfaringsbredde – formes af vores hidtidige erfaringer. Det
betyder igen at det der er almindeligt for os, og den
normalitetsopfattelse der følger med, har en fysisk dimension som
ikke bare kan vælges til eller fra gennem bevidst refleksion. Denne
fysiske dimension formes også af billeder. Det er egentlig banalt,
men det er bemærkelsesværdigt hvor lidt den bevidste
beskæftigelse med billeder tager dette til efterretning. Moden med
sin stadige forandring af hvad der er anerkendt – og hvad der føles
rart – er et helt nærliggende sted at iagttage disse
normaliseringseffekter af billeder.
Et mimetisk perspektiv på reklamen for „Den levende avis‟
bliver altså en udpegning og kommentering af fremstillingens
appel til sanselig indlevelse i billedet og af omfanget af denne
appel overhovedet. Man kan fokusere på hvor „spektakulært‟
billedet er, altså hvor meget lægger det op til en medrivende
oplevelse: f.eks. detaljerige overfladestrukturer, indtagende farver
og overraskende rumdannelser. Desuden kan en sanseorienteret
analyse undersøge hvor meget billedet „spejler‟ specifikke
kropserfaringer og bevægelser.
96