Set og overset. Unge kvinder med indvandrerbaggrund i Danmark ...

været at differentiere deres oplevelser, ikke blot med baggrund i
hvordan deres fortællinger skilte sig ud fra hinanden, men også i
hvordan de med deres udseende kan siges at skille sig ud fra
hinanden. Selvom de fra eet perspektiv alle er unge kvinder med
indvandrerbaggrund, er de blandt andet rent visuelt højst
forskellige. Differentieringen giver også nogle muligheder for at se
diskussionen i 2. Kapitel om ‟racialiserede‟ og etnificerede
kropstegn i lyset af empirien.
Den grove differentiering giver ikke grundlag for at sige
noget generaliserbart om hvilke former for udseende der afføder
nedvurderende behandling fra de majoriserede i offentlige rum i
Danmark. Men den angiver nogle tendenser, som tages i
betragtning i forhold til de kommende kapitlers afsøgning af de
unge kvinders relationer til unge mænd, til forældregenerationen
og af de institutionelle tilhørsforhold kvinderne har. Det er ni
kvinder, der i dette kapitel beretter om nedvurderende
forskelsbehandling i offentlige rum i Danmark. For nogle er det
enkeltstående hændelser, for andre er det noget der sker jævnligt
og noget de er vant til. Dem der både med deres hudfarve, deres
påklædning og deres kropslige fremtoning generelt er i stand til at
tilnærme de dominerende danske normer for visuel kvindelighed,
nemlig M, J og F, synes imidlertid at være dem der kan gå fri for
konfronterende, nedvurderende behandling i det offentlige rum. Et
andet bemærkelsesværdigt træk er, at kvinder med mørkt brun hud,
som med deres påklædning tilnærmer de dominerende danske
normer for visuel kvindelighed, nemlig D og Q, udsættes for ret
markante og personlige former for nedvurderende behandling.
Dette giver for mig at se anledning til at påpege vigtigheden af at
operere med et begreb om ‟racialiseret‟ forskel i en dansk kontekst.
Det er rent kropslige træk, som hudfarve og kroppens form, der
danner afsæt for at disse kvinder mødes som ‟fremmede‟, og ingen
af disse træk giver anledning til reel etnificeret afkodning.
Det danske samfunds konfliktflader i forhold til ‟de
muslimske indvandrere‟, ‟de arabiske indvandrere‟ og ‟de
problemskabende indvandrere‟ forekommer anerkendte i den
offentlige debat, for så vidt at de italesættes, de benævnes,
kritiseres og debatteres. De diskurser der understøtter konflikterne
giver, som det er vist i kapitlet, også næring til de forklaringer,
respondenterne har, på hvorfor de bliver behandlet som de gør.
Som Judith Butler (1997) har påpeget er det at blive underkastet en
diskursiv positionering i form af en nedgjort social kategori ikke
entydigt negativt. For det første kommer det an på konteksten, for
det andet er det overhovedet at have en diskursiv position
134