Set og overset. Unge kvinder med indvandrerbaggrund i Danmark ...

U: Altså derhenne forventede læreren meget, også selvom vi gik i, ja, 3.
klasse, vi var meget sådan selvstændige og sådan noget. Men her forklarer hun
nærmest tingene 10 gange før vi fatter det.
Int: Så kunne du bedre lide den gamle skole?
U: Ja, undervisningen kunne jeg bedre lide på den gamle skole, men her føler
jeg mig mere tryg. Altså, det er her jeg skal være. Derhenne der var der mange
spørgsmål om: ’Er du muslim?’, jamen, jeg fik bare, øh – de stillede så mange
spørgsmål næsten de samme spørgsmål, jeg skulle hele tiden svare på dem.
Int: Okay. Altså folk du ikke kendte? Men som du gik i skole med?
U: Ja, ja, bare hele tiden: ’Jamen, hvorfor spiser du ikke svinekød?’ og så skal
man bare svare på det een gang til.
Int: Ja, okay. Er det det der gør at du føler dig mere tryg her?
U: Jahh, der er jo mange muslimer, vi har den samme religion, og vi forstår
hinanden meget. Men man skal også lige passe på hvad man gør hernede...”
S, I og A har også ligesom U oplevet at blive spurgt ud om deres
baggrund af fremmede børn i skolen, alene på grund af deres
udseende. De beskriver det alle som meget irriterende og
forstyrrende. Selvom disse spørgsmål ikke i deres hensigt er
chikanerende, virker de ubehagelige fordi de fremhæver den
enkeltes særlighed, udelukkende på baggrund af udseendet. Der
synes også at være et dominansforhold involveret i denne
spørgepraksis, fordi børnene tydeligvis anser disse piger som nogle
man kan tillade sig at spørge. S betegner det som ”uforskammet”
bare at gå hen til en fremmed og spørge om hun ”er neger”. Børn
spørger jo ikke hvem som helst om hvad som helst. Der er nogle de
’tør’ spørge, og så er der mange de ikke kunne finde på at udfritte
uden at kende dem. Tendensen er interessant fordi fraværet af
denne form for spørgsmål er knyttet til det U kalder ”tryghed”, som
i denne sammenhæng kan forstås som det at være den samme som
alle de andre. Spørgsmålene bliver en del af konstruktionen af
bestemte former for udseende som forskellige, deres tilbagevenden
opbygger forskellighed. Det er ikke spørgsmålets indhold der er det
centrale, men det at bestemte dele af den kropslige fremtoning
bliver til tegn på forskellighed, fordi de afføder spørgsmål. Hvis
man ellers har gang i venskaber og leg, så ’tror man jo man er
almindelig’ indtil man hører den slags, for nu at parafrasere G’s
udsagn i 5. kapitel.
”Trygheden”, ’sammeheden’, findes så på skoler hvor der er
mange andre med samme religiøse og etniske baggrund. Her
oplever U imidlertid at det faglige niveau daler, ligesom hendes
danske sprog bliver dårligere fordi hun i langt højere grad taler sit
førstelands sprog på den nye skole. G har en lignende erfaring,
bare i de ældre klasser, at et skoleskift som hun ser frem til, fordi
hun føler sig på sidelinien i en klasse hvor hun er den eneste med
indvandrerbaggrund, resulterer i ”flere venner” fordi der er flere
188