Set og overset. Unge kvinder med indvandrerbaggrund i Danmark ...

Det bemærkelsesværdige ved hans tænkning er at de prægninger kroppen
og perceptionen giver anledning til, ikke betragtes som mentale strukturer;
de skal ikke forstås overordnet som dannelsen af tegn og symboler. Der er
selvsagt også mentale strukturer på spil i socialiseringsprocessen, men han
formulerer sin tænkning som en kritik af en ”mentalistisk” betragtning af
kroppen, som han ser sammenkædet med det at have en ”betragters
relation” til verden. Dette perspektiv stiller han over for: ”the inhabited and
forgotten body, felt from inside” (Bourdieu 2000: 133). Det er en udsat
krop som netop fordi den må føle og sanse, uafvendeligt indordnes i verden
og underordnes de dominansstrukturer der udgør dens almindelige
omgivelser. Samtidig er det en krop der er i stand til at handle umiddelbart
og passende i en lang række situationer, netop fordi den er formet efter
verden:
“Exposed to the world, to sensation, feeling, suffering, etc., in other words engaged in
the world, in play and at stake in the world, the body (well) disposed towards the world
is, to the same extent, oriented towards the world and what immediately presents itself
there to be seen, felt and expected: it is capable of mastering it by providing an adequate
response, having a hold on it, using it (and not decoding it) as an instrument well at
hand…” (Bourdieu 2000: 142).
DEN MIMETISKE EVNE OG DEN KULTURELLE
NATURLIGHED
Det familiære og det vanlige betones som afgørende ‟viden‟ hos
Bourdieu. Det handler om at den sociale verden må blive ‟naturlig‟ for os
for at vi kan være tilpas i den. Igen vil jeg henlede opmærksomheden på
B‟s fortælling, som jeg netop læser som en beretning om hvordan det føles
at være i sociale rum som man ikke er disponeret for at deltage i. Michael
Taussig beskriver den mimetiske evne som
”that nature culture uses to create second nature, the faculty to copy, imitate, make
models, explore difference, yield into and become Other” (Taussig 1993: xiii).
Han undrer sig over at teorierne om menneskelivets formgivning
gennem social konstruktion ikke i højere grad har beskæftiget sig med den
naturlighed hvormed vi trods alt går til verden:
”Not enough surprise has been expressed as to how we nevertheless get on with living,
pretending – thanks to the mimetic faculty – that we live facts, not fictions”. (Taussig
1993: xv).
Vi opfører os som om verden var fast, og vi udtrykker os som om ordene vi
siger er forbundet med det vi taler om.
46