Set og overset. Unge kvinder med indvandrerbaggrund i Danmark ...

er det, så det sådan - tænker ikke så meget på det”. Det virker som
om at hun i tilbageblikket kan trække på sin viden om ikke at være
billig, men i de konkrete situationer presser følelsen sig på, hvilket
minder om J’s og M’s fortællinger ovenfor om hvordan de føler sig
i lignende situationer med lignende positioner.
FAMILIEN GØR EN FORSKEL
A er en af dem som jeg bringer temaet omkring unge mænd i
offentlige rum op overfor, og det vækker straks genklang hos
hende. A‟s førsteland ligger i det nordlige Afrika. Hun bærer
almindeligvis ret løstsiddende tøj: nederdel og jakke, og højhælede
sko eller støvler. Hun går med tørklæde, bundet under hagen, som
præcist matcher farverne i hendes øvrige påklædning. A har
oplevet tilnærmelser både ved busstoppesteder, i busser og i
indkøbscentre, og det er hendes erfaring at det er mange forskellige
mænd, ”afrikanere” og ”arabere”, men reglen er at de ikke
respekterer en afvisning. A fortæller om grænseoverskridende
forløb hvor ‟bejlerens‟ attitude forekommer overordentlig
respektløs:
A: “Nogle [folk fra førstelandet] siger et eller andet: „Hvad hedder du‟ - det
første de siger, er: „Må jeg gerne sidde der?‟ „Okay, så sid‟, det er da ikke min
stol vel?
Int: Nej.
A: „Så, sid‟. Så efter det: „Hvad hedder du?‟ - æh, først så siger du: „Må jeg
sidde?‟ og så snakker du allerede: „Hvad hedder du?‟ – okay: „Jeg hedder den
der‟, ikke også. Så stopper det lidt, så siger han: „Hvor bor du henne?‟ eller
sådan noget. Åh… Så siger han bagefter: „Kan jeg få dit telefonnummer eller
din e-mail?‟. Åh… første gang du ser ham: „Må jeg sidde her?‟, hallo! Så må
du flytte lige nu.
Int: Men hvad siger du til dem?
A: Jeg siger til dem at jeg har - at ’Du kan ikke få mit telefonnummer’, ’Jeg
har ingen telefon’ - han skal ikke have mit telefonnummer [...] De snakker
bare løs igen. De hører aldrig efter. Siger bare: ’Okay, hvad så, det kan godt
være os to sammen, det kan godt være at din kæreste han ikke ved noget om
det, og vi kan godt gøre det alligevel’. Hvordan kan det være? Hvad fanden
tænker de på? [...]
Int: Bliver du nogen gang sådan sur på dem, så du taler surt til dem?
A: Ja. Eller nogen gange går jeg bare fra den der stol hvor de sidder, hvis der
er en eller anden stol bagved. Men de kommer alligevel: ‟Hvad er der galt?,
undskyld, undskyld‟, de siger undskyld. ‟Okay, du må ikke tale til mig mere‟,
‟okay, undskyld‟. Og så lige pludselig når nogle sekunder er gået: ‟Øh hvad
så?‟, igen. Neej, jeg kan bare ikke lide det”.
Da jeg spørger A om hun synes det er for meget, svarer hun
at det synes hun: ”Altså de må forstå at hvis man siger nej, så er det
nej. Det forstår de ikke”. A svarer tvetydigt på om hun reelt taler
surt når grænsen er nået, eller om hun bare prøver at flytte sig. Det
153