Set og overset. Unge kvinder med indvandrerbaggrund i Danmark ...

I: ”Nej det er ikke noget med at de slår. Jeg tror ikke at det er på den måde. De
siger ikke noget efter dig hvis nu du siger – de skal vide, du har hørt det, ikke,
så skal du sige: ‟Lad være med at sige sådan noget, ikke, det er ikke pænt‟”
A kommenterer, at hun også bare var gået, hvis det var hende der
havde været udsat for den behandling. Det er gamle mennesker og
dels må de behandles med respekt, dels betvivler hun at de kunne
bringes til at indtage en anden position i forhold til mennesker som
A, I og T:
A: ”Det kan godt være de har aldrig set een med tørklæde, og de hører meget
om muslimer - og muslimer gør sådan der og muslimer gør sådan der – det er
lige meget – jeg synes det er lige meget”
A mener hun kunne snakke nok så meget med denne slags
mennesker uden at det ville ændre deres position i forhold til
muslimer. I påpeger at ”vi” ikke forklarer kristnes forkerte
handlinger med at de er kristne. A vil bare ikke konfrontationen,
hun er ”ligeglad”, siger hun. Det får I til at udbryde: ”Det er jeg
ikke, det er jeg fandeme ikke! Jeg vil ikke have skylden for et eller
andet Bin Laden har gjort [hun taler fast og bestemt] Som jeg
overhovedet ikke har gjort”
T tager tråden op og siger, at det ville da være bedre at forklare det
på en ”god måde”, men hvis de ikke vil høre efter, hvordan kan
man så forklare det? Hun tilføjer: ”De er helt sådan fremmede,
bange for dig - pas på de ikke gør et eller andet imod dig...” og lidt
senere: ”Vi er meget sådan åbne personer – hvis de er meget
lukkede personer, hvordan fanden skal jeg snakke med dem?”
”SOM EN BOMBE HVER GANG”. OM FJERNSYNETS
ROLLE
Det er meget forskellige opfattelser af relationens
muligheder I og T giver udtryk for. I, som ikke har oplevet at blive
råbt efter som T, tror på dialog med de mennesker der møder een
fordomsfuldt. Hun tænker hun kan møde dem som jævnbyrdig og
at de vil lytte når hun beder dem holde op med at råber efter dem.
Eller de vil i hvert fald holde op. T ser de gamle mennesker som
meget lukkede – og bange for hende. Netop derfor mener hun at de
kunne blive voldelige. Og så mener hun som G at der er tale om en
massiv uvidenhed omkring hvem mennesker som T er:
T: ”De ligger derhjemme altså, de hører hele tiden noget, de ved ikke hvem vi
er, sådan, altså, det kan man ikke sige noget til
I: De ved da godt – de følger med i verden [...]
118