Set og overset. Unge kvinder med indvandrerbaggrund i Danmark ...

kønnene, deres optagethed også af nydelsesaspektet i relationen til
mændene og deres forskellige tiltag til i et vist omfang at
kontrollere sig selv og bestemme selv peger i retning af
posttraditionelle kvindelighedskonstruktioner. Det kunne med
andre ord se ud som om disse kvinder med deres livspraksis
deltager i en omdefinering af kønspositionerne, uden at det er
særligt bevidst for dem at det er det de gør. En tendens der også
bryder med den traditionelle kvindeligheds binaritet, er ønsket om
at være venner med drengene. Både M, J, I og E taler om denne
mulighed. M fortæller således da jeg spørger om det er
fuldstændigt utænkeligt for dem at have drengevenner:
M: “Du må gerne altså, øh - min mor ved godt at vi har drengevenner, men det
er ikke sådan noget med at du kan gå i byen med dem, og du tager til fest
hjemme hos ham og alt sådan noget. Det er - det kan man ikke - det kan man
ikke acceptere. Vi har et eller andet med at - en tankegang: at en pige og en
dreng – og det har unge fyre altså også – unge, udenlandske fyre de har også
sådan en - hvor de siger: der kan aldrig være noget normalt mellem - altså
noget uden kærlighed eller et eller andet - mellem en pige og en dreng, og det
går mig bare på! Så er det bare sådan - så spørger jeg dem tit; ’jamen, hvad øh,
tror du egentlig jeg elsker dig lige nu? Så skal jeg lige tænke på hvor mange er
det egentlig jeg er forelsket i?’ Det er sådan virkelig, det er noget som virkelig
kan pisse mig af, at det også er de unge der egentlig tænker sådan; at ’der kan
altså ikke være noget mellem os to hvis der ikke er kærlighed’ - ’Hvad fanden
snakker du om?, jeg kan ikke li’ dig - du er min ven - hvis du ikke vil så hold
op, gå!’”
”Vi” har en tankegang der går ud på at der kun kan være
kærlighedsrelationer mellem ”en pige og en dreng”, men hvem
omfatter dette ’vi’? M markerer i citatet sin tydelige afstand til den
holdning ”vi” har, men hun lever ikke desto mindre efter den i et
eller andet omfang. M synes også at acceptere at denne holdning
findes, men det harmer hende at nogle af de unge kan have den. M
synes med andre ord at være parat til at acceptere denne holdning
og dens effekter fra de ældre generationer, men når hun oplever
den hos de unge mænd, bliver hun vred. Således udtrykker hun sin
oplevelse af at forholdene mellem kønnene forandrer sig fra den
ældre til den yngre generation - og sådan bør det være. Men hun
fortæller også at de unge mænd og de unge kvinder ikke deler
forståelse og normgrundlag hvad angår dette forhold.
Mændenes opførsel, som den er beskrevet, tyder heller ikke
på at de deltager i denne omdefinering. De fastholder aggressivt
kvindebilleder som kvinderne upåagtet er ved at forlade.
Aggressionen kan i dette perspektiv forstås som udtryk for en
oplevelse af at være presset i egen positionering. Sue Sharpe og
Mike O’Donnell (2000) skriver i Uncertain Masculinities. Youth,
ethnicity and class in contemporary Britain om udviklingen
164