Set og overset. Unge kvinder med indvandrerbaggrund i Danmark ...
Set og overset. Unge kvinder med indvandrerbaggrund i Danmark ...
Set og overset. Unge kvinder med indvandrerbaggrund i Danmark ...
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
nu: At blive kigget på på måder der opleves invaderende, at blive<br />
tiltalt på en respektløs måde, at afvisninger ikke respekteres, at det<br />
at sige at man har en mand, afføder et udenomsægteskabeligt<br />
tilbud. I beskriver det flere gange som ”ulækkert”, <strong>og</strong> hun siger:<br />
”Tænk, det er synd for de danske piger [...] Jeg tror de råber meget<br />
mere ad dem”. I har <strong>og</strong>så oplevet at føle sig fysisk truet:<br />
I: ”Min veninde <strong>og</strong> mig, vi t<strong>og</strong> - du ved godt det bliver - om aftenen, det bliver<br />
meget mørkt klokken seks <strong>og</strong> så var det klokken syv, det var sidste år […] vi<br />
gik fra [...], ungdomsskolen, <strong>og</strong> vi gik derfra, så t<strong>og</strong> vi bussen. De [en gruppe<br />
drenge] snakkede hele dagen, det er sådan n<strong>og</strong>en, jeg tror de brugte n<strong>og</strong>et, jeg<br />
ved ikke hvorfor, de var lidt anderledes. Vi blev bange.<br />
Int: Altså sådan n<strong>og</strong>en stoffer af en eller anden slags?<br />
I: Ja, ja. Det var et eller andet - de snakkede <strong>og</strong> snakkede om piger… Så<br />
kigger de. Vi snakkede <strong>og</strong>så selv da vi gik af bussen. Og det var mørkt. Så<br />
sagde de: „Hvor skal I hen?‟ De ved godt hvor vi skal hen, for de bor tæt på<br />
hvor hende min veninde bor. Vi løb… For de stod af samme sted, <strong>og</strong> så løb vi<br />
alt det vi kunne. Og så grinte de selvfølgelig. Og så: „Ha ha, nåh okay, tror I vi<br />
vil gøre jer n<strong>og</strong>et?‟, sagde de så. „Hvad tror du, når vi løber?‟ sagde jeg så. Og<br />
så: „Tror du vi gider at bruge dig‟ <strong>og</strong> sådan n<strong>og</strong>et ikke, <strong>og</strong> så løber man væk.<br />
Det gør jeg. Det gør jeg altid, <strong>og</strong>så om aftenen, så løber jeg fordi der er<br />
mørkt.”<br />
Yvonne Mørck (1994: 26) påpeger at storbyen kan ses som<br />
både et truende <strong>og</strong> et frisættende sted for <strong>kvinder</strong>. ”Kvinder kan<br />
bruge storbyen til at løsrive sig fra bl.a. patriarkalske <strong>og</strong><br />
familiemæssige autoriteter”, skriver hun. De <strong>kvinder</strong>, hvis<br />
beretninger bidrager til dette kapitel, kan siges at være ‟løsnet‟ fra<br />
den normstruktur der plager dem for så vidt at de nok chikaneres<br />
<strong>og</strong> nedværdiges i det offentlige rum, men de er der. Også uden<br />
familiens ledsagelse. Det er imidlertid påfaldende at mange af de<br />
fortællinger om relationer mellem kønnene i det offentlige rum<br />
som jeg har gengivet her, udspiller sig ved et busstoppested eller i<br />
bussen. Det er i høj grad i forbindelse <strong>med</strong> offentlig transport at de<br />
unge <strong>kvinder</strong> jeg har talt <strong>med</strong>, føler sig dårligt behandlet.<br />
For folk der ikke har bil eller cykel, kan den offentlige<br />
transport ikke vælges fra hvis man vil gøre brug af samfundets<br />
offentlige institutioner. Uddannelse, arbejde, indkøb <strong>og</strong> fornøjelser<br />
nødvendiggør at man passerer igennem det offentlige rum. Den<br />
offentlige transport er for disse <strong>kvinder</strong> en uafvendelig faktor i<br />
deres indtagelse af det offentlige rum, <strong>og</strong> så er det samtidig netop<br />
her der gives de optimale vilkår for chikane, hvilket i øvrigt <strong>og</strong>så<br />
fremgik af 5. kapitels beretninger om etnificeret <strong>og</strong> ‟racialiseret‟<br />
chikane.<br />
Den offentlige transport indebærer som bekendt at man tager<br />
ophold for en kortere eller længere periode i det offentlige rum<br />
sammen <strong>med</strong> andre der skal samme vej. Det gælder desuden at<br />
157