Set og overset. Unge kvinder med indvandrerbaggrund i Danmark ...

definere ægteskab som eneste mulighed for at flytte hjemmefra.
Hun er klar over at hun har en vis frihed i sin aktuelle hverdag, hun
er bange for at miste den. Men hvor sandsynligt er det at Z finder
en mand som kan give den form for loyalitet, ligeværdighed og
gensidighed hun efterspørger? Et bemærkelsesværdigt træk ved
beretningen, som også præger nogle af de andres, er at Z er
afhængig af at manden vil komme hende i møde. Det forekommer
ikke at være en mulighed at man over for en mand der vil
bestemme, bare siger at det skal han ikke. Der er altså indspundet
en gengivelse af et klart magtforhold i Z’s fortælling, for så vidt at
hvis hendes ægtemand insisterer på at bestemme over hende, så
forestiller hun sig at så kommer han også til det. Allerede nu, hvor
de altså ikke engang er forlovet, har han en praksis med at udforske
og checke hendes aktiviteter, hvilket hun – i det mindste udadtil –
accepterer. Hun fortæller i forbindelse med det at gå til fester og
have drengevenner om hvordan moderen og kæresten i fællesskab
overvåger hendes gøren og laden:
Z: ”[har netop fortalt at efter fester sover hun og nogle veninder ofte sammen
hos en veninde. Moderen kender ikke til festernes art og længde, og derfor kan
hun efterfølgende finde på at spørgØ:] ’Hvorfor har du sovet hjemme ved hele
den familie hele dagen?’ ’Fordi jeg var så træt’, siger jeg, og jeg siger egentlig
mest sandheden til min mor. Jeg siger til hende at det er fordi når vi sover
sammen og sådan noget, så kan vi ikke sove. Men jeg siger aldrig at vi er
sammen med drenge.
Int: Nej.
Z: Og laver noget sammen med dem, så sladrer hun til… ham der [kæresten],
det er det jeg ikke kan lide ved hende.
Int: Din mor sladrer til din kæreste?
Z: Ja: ’Har du set sådan nogen som hun er sammen med?’, ’Kender du sådan
nogen?’ siger hun så. Så siger han: ’Hvem er de?’ Og ved du hvad, så går han
rundt og spørger: ’Har’ - han siger det ikke til mig, men så siger han til en af
mine veninder: ’Har I set hende, der hvor hun sover henne?’ Og så siger dØ:
’Åh, dem der… dernede’. ’Og hvem havde hun med?’, siger han så. ’En af
hendes veninder’. ’Hvem er det?’ siger han. Sådan, og så får han ordet ud, og
så siger han: ’Jeg ved godt hvad du laver’. Og jeg siger ’Ja, ja’. Men sådan er
det”.
Lidt senere i samtalen kommer en ordveksling hvor jeg
søger at indkredse kæresteforholdets karakter, og hvor Z tager det
meget bogstaveligt:
Int: ”Jamen, hvad laver du sammen med din kæreste?
Z: Ikke noget.
Int: Ikke noget? [hun griner]
Z: Ikke noget. Vi kysser og sådan noget, ikke også? Det er ikke sådan noget
med at vi, hm hm [hun griner – hentyder til sex] - laver noget andet. Bare
altså… [hun griner] jeg kan ikke fortælle det. Bare være sammen altså og ikke
lave noget andet med de andre ting, men bare nusse og sådan noget som man
gør.
216