Set og overset. Unge kvinder med indvandrerbaggrund i Danmark ...

POSTSTRUKTURALISME – TEORIER OM DISKURSER?
Inden for poststrukturalismen er der sket en tankevækkende
cirkelslutning, som reelt til overflod fuldender den bevægelse Jacques
Derrida forsøgte at forrykke eller forstyrre med sin indflydelsesrige – og på
nogle måder misforståede – De la grammatologie / Of grammatology fra
1967 / 1976. Dette værk var et af dem der bragte ordet ‟dekonstruktion‟ på
læberne af litteraturteoretikere, filosoffer, socialvidenskabsfolk, psykologer
osv. Derrida tages i forlængelse af dette ofte til indtægt for det perspektiv at
al mening er tekstuel, eller populært sagt at ‟alt er tekst‟. Dorte Gert
Simonsen skriver f.eks. om poststrukturalisme:
”Betydning kan ikke fastsættes endeligt og kan ikke lokaliseres. Det er som et stykke
vådt sæbe mellem fedtede fingre: Hver gang man tager et fast greb om sæben og tror, at
nu har man den, smutter den ud af hænderne igen. Det kalder Derrida, at al mening er
udsat. Der er en konstant bevægelighed og forskydning i enhver betydningsenhed på
grund af den uophørlige reference til noget andet, som teksten / tegnet citerer eller sætter
sig i opposition til for at gøre sig forståelig.” (Simonsen 1996: 31)
At tegnet bliver forståeligt i opposition til noget andet er en
strukturalistisk pointe! At denne funktion i tegnsystemer består af en
principielt uendelig henvisningsbevægelse, er en videretænkning af den
strukturalistiske ide om repræsentation som dekonstruerer strukturalismens
metafysiske grundlag (Derrida 1976: 36). Men det synes at blive overset at
Derridas bestræbelse med dette arbejde ikke blot var at opdatere
strukturalismen med en umetafysisk udgave, men derimod at forstyrre den
kraftige tendens han iagttager, til at omtale al betydningsdannelse som
sprog!
”However the topic is considered, the problem of language has never been simply one
problem among others. But never as much as at present has it invaded, as such, the
global horizon of the most diverse researches and the most heterogeneous discourses,
diverse and heterogeneous in their intention, method, ideology. The devaluation of the
word ”language” itself, and how, in the very hold it has upon us, it betrays a loose
vocabulary, the temptation of cheap seduction, the passive yielding to fashion, the
consciousness of the avant-garde, in other words – ignorance – are evidence of this
effect” (Derrida 1976: 6).
Det er Derrida jeg mimer når jeg hævder at diskursbegrebet er i fare
for at blive betydningsløst, fordi det betyder alting. Han påpeger at ”sprog”brugen
truer med at opløse begrebet selv. Og så hævder han at
metafysikken bør indse at sproget er dets problemhorisont. Det er netop den
antagelse at al betydningsdannelse er grundlæggende sproglig, som holder
os inden for en bestemt form for tænkning, og som afholder os fra andre
væsentlige erkendelser.
33