Set og overset. Unge kvinder med indvandrerbaggrund i Danmark ...

påklædning kan betragtes som præget af de forskelligartede
positioner de kan opleve at blive set i. Jeg har også vist at
påklædningen kan afspejle hvilke former for normaliteter og
fællesskaber kvinderne bestræber sig på at være genkendte og
anerkendte deltagere i.
Jeg har fremhævet det fælles aspekt ved disse varierede
praksisser: at en kønnet tydelighed tilstræbes. Jeg har argumenteret
for at dette kan ses som bestræbelser på at fastholde nogle former
for typemæssig klarhed, mens andre nødvendigvis præges af
potentielle overskridelser fordi samfundets typificerende
synsmåder er følsomme over for ’racialiserede’ forskelle. Eller
’racialiserbare’ forskelle. En pointe er at forskellene ikke
nødvendigvis ’racialiseres’ i konkrete situationer, men mange af
kvinderne med indvandrerbaggrund der har bidraget til projektet,
lever med at det kan ske, og deres praksisser må forstås i lyset af
denne mulighed.
POSTTRADITIONEL PÅKLÆDNING?
Jeg har i tidligere kapitler argumenteret for at tendenser i
kvindernes fortællinger kan betragtes som posttraditionelle
ansatser. Det har handlet om at de positionerer sig i kraft af
kvindeligheder som fremviser løsere koblinger mellem kønnede
kropstegn og andre kønnede komponenter. Det er komponenter
som har at gøre med hvilke former for arbejde man skal udføre,
hvilke fysiske rum man skal færdes i, og hvilke dominansforhold
man indgår i, i forhold til mænd og familie.
Den fysiske selvfremførelse er også en komponent i
Søndergaards (2000) forslag til en optik på køn i posttraditionelle
samfund. Hvad undersøgelsens respondenter angår, har jeg
argumenteret for at deres fysiske selvfremførelse er tæt koblet til
deres kønnede kropstegn. Samtidig har jeg imidlertid vist at de
positionerer sig i en samfundsmæssig ramme hvor denne kobling
kan foretages på flere måder. Kvinderne kan ikke siges blot at
kunne vælge mellem disse forskellige koblingsformer, men med
deres specifikke praksis forholder de sig til de andre praksisser: F
der ikke går med tørklæde, K der ikke går med stramt tøj, S der
undgår bestemte elementer af det moderne.
Selve denne situation kan forstås som posttraditionel for så
vidt at der nok for den enkelte er nødvendige dispositioner at
foretage, men det sker med udsigt til andre menneskers andre
nødvendigheder. Dette giver, som jeg har vist, også anledning til
hybride former. Disse hybrider fremstår i dette materiale som mere
kønnede and de er ’etnificerede’. Muligvis er ’den respektable
264