Set og overset. Unge kvinder med indvandrerbaggrund i Danmark ...

’Familiens dreng? Eller en posttraditionel position i en traditionel
ramme?’. Og så er der U hvis afdæmpede ytringer præsenteres i det
kommende afsnit.
TRYGHEDENS DILEMMA
U har i sin barndom boet i en anden større dansk by end den
hvor hun bor nu, hvor der ikke var mange andre med hendes
nationalitet end hende og hendes familie. U’s førsteland ligger i det
nordlige Afrika, og hun fortæller:
U: ”...vi boede i et kvarter hvor vi var de eneste udlændinge, og i skolen der
var jeg også den eneste udenlandske pige”.
Familien vælger så at flytte til en anden større by hvor der findes
en større gruppering med samme nationalitet som dem. U fortæller
om hvorfor:
U: “Min mor hun gik næsten aldrig ud, og hun talte ikke med nogen og sådan.
Hun havde mange venner her, og hun havde hørt så meget om hvor godt det
var her eller – så flyttede vi så herhen”.
Jeg spørger U hvad hun syntes om at flytte, og hun fortæller at på
en måde var det ikke godt, og på en måde var det også ”ret fint”. U
havde mange danske venner som hun mistede da de flyttede. Hun
var også rigtig god til dansk og oplevede at hun blev sat tilbage
hvad det angår, fordi hun efter flytningen i højere grad talte
førstelandets sprog. Undervisningen på den nye skole oplevede hun
også som helt anderledes – det vender jeg tilbage til 8. kapitel. På
den positive side tæller at U føler sig mere tryg der hvor hun bor
nu. Hun bliver ikke spurgt ud om sin baggrund ”hele tiden”. Jeg
spørger U om det er det der gør at hun føler sig mere tryg her, og
hun svarer:
U: ”Jahh, der er jo mange muslimer, vi øh - vi har den samme religion, og vi
forstår hinanden. Men, ah, man skal også lige passe på hvad man gør her, for
man kan ikke bare gøre ligesom vi gjorde i [den første by], altså da - i [den
første by] - er det jo lige meget hvem du taler med på gaden, hvis det er sådan
at du står sammen med en dreng; det jo lige meget. Men her går der måske lidt
rygter om: ’Jeg så lige [U] stå med en dreng’ f.eks. Og sådan lidt mere og...
Int: Okay... fordi folk kender hinanden rundt i kvarteret?
U: Ja, nemlig.
Int: Hvordan er det?
U: Det er sådan - det er lidt mere hyggeligt, jeg ved det ikke... Det er nærmest
– det er lidt irriterende selvfølgelig, man ikke bare kan stå og tale med een af
sine venner, ja, det er det jeg synes.
Int: Ja, ja klart.
U: Og damerne de forventer bare du skal være en ordentlig muslimsk pige
og... man skal jo have sin frihed engang imellem.
Int: Ja. Hvad er en ordentlig muslimsk pige så?
U: Dem de forventer vi er? Altså, selve koranen og sådan noget?
Int: Nej, men for de damer der du snakker om?
169