Set og overset. Unge kvinder med indvandrerbaggrund i Danmark ...

sandsynligt at S’s indvandrerbaggrund på en eller anden måde er
med til at gøre hende til den man kan ”køre ned”. Hun er lettere at
skille ud fra gruppen.
Man kan også vende det om og sige at en eksplicit
fokusering på S’s anderledes udseende sandsynligvis ikke ville
have rummet de samme muligheder for at ”hævde sig”, som den
valgte mere diffuse fokusering på ”person” og det S ”sagde”, som
P analyserer taktikken. Et eksplicit fokus på synlig, ’racialiseret’
eller etnificeret forskel var muligvis ikke blevet tolereret af
lærerne, og heller ikke i samme omfang af de andre elever. Et
sådant fokus ville sandsynligvis heller ikke være så virkningsfuldt i
forhold til at nedgøre S, fordi det ville have givet hende netop det
hun led under manglen på: En forklaring på hvad det var han havde
imod hende. Bemærkelsesværdigt er det, at som en hævdelse af
kønsforskellen tolereres drengens opførsel absolut – inklusive det
forhold at den har et etnificeret præg: syndebukken er bærer af
’racialiserede’ kropstegn.
OM AT FORSØGE AT FORLADE RUMMET
Hvad gjorde det ved S at leve i denne rumlige socialitet? Det
spurgte jeg hende om:
S: ”Det gjorde for eksempel, at så gad man jo ikke sige så meget i timerne,
eller generelt åbne sin mund så meget, det gjorde at jeg har følt mig meget
utilpas i klassen.
Int: Hvordan utilpas?
S: At der ligesom ikke var så meget at komme efter i klassen. Jeg havde også
mange sygedage, fordi det er jo ikke sjovt at være at sted hvor at, hvis man
dukker op, så får du sagt et eller andet, så får du et eller andet smidt i hovedet,
og så kan du sidde sådan hele dagen og vente: Hvornår kommer det næste?
Som sagt så var det sådan noget med at så fik han lige nogle af de andre med
på det, og så var der jo lige pludselig lidt flere der kunne sige noget til een,
hvis du nu sagde et eller andet, og få det drejet om så det du siger, er altså – er
jo i deres sprog ren blondinesnak. Det gode var så at pigerne så godt kunne
hjælpe og så sige noget til ham og råbe op engang imellem, men altså, det ved
jeg ikke - det var bestemt ikke et godt år for mig, det er det eneste jeg kan
huske.
Int: Ih, det lyder træls.
S: Det var det også, jeg havde fuldstændigt glemt det.
Det skal bemærkes hvad S gør ved sine sociale fremtoning i lyset
af den behandling hun får. Hun holder op med at ytre sig, hun føler
sig utilpas og undgår via sygemeldinger at komme overhovedet.
Hendes tilstedeværelse i klassen er forbundet med en konstant
usikkerhed: ”Hvornår kommer det næste?”. Hun beskriver sin
199