Set og overset. Unge kvinder med indvandrerbaggrund i Danmark ...

at forstå hendes opførsel ud fra en traditionel drengerolle kan de se
mildere på hendes positionering. Der er noget der tyder på at dette
alternativ til at være en ordentlig pige blandt andet muliggøres af
faderen, som I tydeligvis har en alliance med. Han har blik for
hendes behov og er indstillet på at efterkomme hendes ønsker. Han
tager hendes parti i forhold til moderen, som ikke lægger skjul på
at hun ville ønske at I opførte sig anderledes. I fortæller lidt senere
hvad faderen siger til moderen:
I: ”Han siger: ’Du ved godt små piger når de vokser op, ikke? De har brug for
at se verden, nu’. Sådan siger han til min mor: ’Hun har brug for at se noget,
hvis hun er hjemme, får hun problemer, hvis hun er for meget hjemme, så får
hun problemer når hun vokser op fordi hun slet ikke ved noget, manden kan
gøre alt ved hende’...”
Der er noget der tyder på, at i I’s familie er der forskellige
opfattelser af kønspositioner på færde. Stedfaderen argumenterer
for I’s muligheder for at gå ud med udgangspunkt i at når hun
engang skal giftes, skal hendes mand ikke kunne gøre ”alt” ved
hende. Og hans argumenter synes at have gennemslagskraft. I
andre aspekter af familiens liv synes det at være moderen der
træffer beslutningerne. Det er hende I beder om penge når hun
trænger til det – og så deler hun ind imellem bagefter med faderen
som ”har brugt sine penge”.
I nyder at gå til bryllupper, fester og holde pigeaftener til
langt ud på natten. ”Jeg siger aldrig vi er sammen med drenge”,
som hun siger. Dette er blandt andet muligt i kraft af I’s storesøster
som er gift, flyttet hjemmefra og har børn. Hun bor i samme by
som I, og I er meget glad for hende. Hun fortæller:
I: ”Så tager jeg hjem til hende når jeg ikke gider være hjemme nogle gange,
sådan hvis jeg skændes med min mor. Så tager jeg hjem til hende. Også når
jeg skal til fester, så tager jeg også hjem til hende. Så siger jeg at jeg
overnatter hos hende. Så siger jeg, at hun skal ikke sige til min mor at jeg er
væk og sådan noget. Så når min mor ringer: ’Er hun der?’, så siger hun: ’Ja,
hun er der’ – og så er jeg der ikke. Det er godt at have min storesøster. Men så
skal jeg også hjælpe hende nogle gange - med at rydde op og sådan noget”.
Da jeg senere spørger I om der er nogle mennesker hun ser op til,
er det også storesøsteren hun nævner:
I: ”Min storesøster. Hun har det godt, jeg kan godt lide hende. Sådan den
måde hun er, hendes hus, den måde hun gjorde det dengang hun boede
sammen med os. Altså, hun har altid været en der sagde sin mening, hun var
aldrig bange, altså for hende, ikke også, hun sagde alt det hun ville. Og så
snakker hun med alle dem hun vil. Sådan er jeg også. Altså, jeg ser op til
hende i stil. Det er min storesøster jeg ser op til hvis der er nogen jeg ser op til
sådan. Men hun - min storesøster - hun er sjov”.
I har altså både et forbillede for og en støtte til sin selvstændige
positionering i storesøsteren, og hun fortæller direkte at
179