Set og overset. Unge kvinder med indvandrerbaggrund i Danmark ...

derfor ses i sammenhæng med de andre identifikationer der er i spil (Ålund
1997, Prieur 2004, Staunæs 2004).
Fra et mimetisk perspektiv skriver Michael Taussig om racisme som
en reaktion på at minoriteterne undslipper ”normativitetens grid” og derfor
også vores konceptualiseringer, vores begreber og typificeringer. ”Racism
is the parade ground where the civilized rehearse this love-hate relation
with their repressed sensuousity” (Taussig 1993: 67). Ved at overflyde
grænserne for det vanlige forårsager de fremmede en ”sanselig excess”: ”as
sheer substance, matter out of place becomes matter with a vengeance,
sensuousity shredding the very notion of conceptuality”. Dermed tager
Taussig tråden op fra de tanker omkring den moderne, vestlige civilisation
som præsenteredes tidligere, hvor massive ressourcer sættes i værk for at
skabe forudsigelige miljøer, hvor verden kan ordnes i typer og koncepter,
hvor sanserne kan dulmes og indlevelsen begrænses. Minoriteten forstyrrer
forudsigeligheden netop med sin ukendthed, sin praktiske fremmedartethed
og sin visuelle ulæselighed. Dermed bringes den vestlige majoritet, i dette
perspektiv, til en grænse for sit eget territorium som dels antyder at ikke alt
er velkendt, dels pirrer en sanselig indlevelse, den mimetiske evne, som
denne form for civiliserethed søger at kontrollere. Denne provokerende,
animerende oplevelse, hævder Taussig, projiceres ind i ‟minoriteten‟. Som
vi var inde på tidligere vil et nærliggende greb være at oparbejde en
(stereo)typificering som indstifter ny genkendelighed. Spørgsmålet er
imidlertid om det er muligt at etablere stereotyper som giver absolut ro.
Bhabha (2001: 370) påpeger i en analyse, som i øvrigt benytter sig af et
diskursivt vokabularium:
”The stereotype [...] is a form of knowledge and identification that vacillates between
what is always ‟in place‟, already known, and something that must be anxiously
repeated”.
Den visuelle stereotypificering, de billeder af indvandreren som ‟den
Anden‟ som gentages med stor ihærdighed i den danske offentlighed, tyder
under alle omstændigheder på et påtrængende behov for at etablere en
specifik form for ‟etnificeret‟ / ‟racialiseret‟ genkendelighed. Det vil vi
vende tilbage til i kapitel 4 og 5.
Dorthe Staunæs (2004) arbejder med et begreb om ‟kropstegn‟,
inspireret af bl.a. Dorte Marie Søndergaard (2000), som hun bruger til at
udvikle analytiske begreber om ”etnisk ‟racialiserede‟ kropstegn” og
”udlændingetegn”. Dette arbejde vil jeg lade mig inspirere af, fordi det
giver mulighed for at italesætte hvordan det at ‟se ud‟ som indvandrer og
‟gøre‟ som indvandrer indgår i positioneringsprocesser i samfundet.
53