Set og overset. Unge kvinder med indvandrerbaggrund i Danmark ...

sig ud‟, „ikke ligge under for normer‟, „at vise sit ansigt‟, „at være
sig selv bekendt‟, „lille og frisk er bedre end stor og doven‟. Det at
stå ved sig selv hænger med andre ord her sammen med at være
villig til at underkaste sin fysiske krop et granskende offentligt
blik. Denne form for tilkendegivelse handler samtidig om ikke at
have noget at skjule, og om ikke at lade sig hæmme. Dette betyder
igen at vi har at gøre med et ‟naturligt, levende‟ menneske. Teksten
under billedet forsøger i det mindste at forankre denne betydning
med ordene „Den levende avis‟.
TENDENSER
Denne forklaring, denne forankring af reklamens budskab, er
imidlertid for enkel. For som analysen hidtil har vist, er det
livfulde, legende, frisindede spundet tæt sammen med en helt
fastlagt fordeling af køn og etnicitet, en klar strukturering af
billedets elementer som ved en nærmere betragtning gør enhver
forestilling om naturlig selvgroethed til skamme. Disse mennesker
er ikke mere spontane end at de trods alt har placeret sig
mand/kvinde/mand osv., ligesom man f.eks. gør ved et traditionelt
middagsselskab. Og de er ikke mere hudfarveblandede end at
farverne netop organiserer i det mindste mændenes placering i
kæden omkring et uhyre traditionelt hvidt, mandligt centrum.
Der er næppe heller nogle af disse mennesker der har været
„levende‟ i mere end 50 år. Der er ingen ælde, ingen synlige
handicaps, ingen fedme, ingen hunger. Men alle disse ret
hårdhændede struktureringer af dette naturscenarium virker ikke
påfaldende i mødet med reklamen. Her har vi fat i det jeg i skemaet
ovenfor kalder „kulturelle forhold der er til stede som noget
selvfølgeligt‟. Udvælgelsen af menneskekroppe lever i høj grad op
til hvad vi er vant til i visuelle mediefremstillinger. Det er sjældent
at der skejes mere ud, når det handler om afklædte kroppe i det
offentlige rum i Danmark.
Annoncens „kulturfrie‟ univers som etableres i krydsfeltet
mellem kroppen, der er fri for tøj, feriegæsterne der er fri for
hverdagen, og naturen der er fri for ting, naturaliserer de rent
kulturelle, normative momenter ved fremstillingen. Menneskenes
nøgenhed har en central funktion i denne struktur. Nøgenheden
bliver tilsyneladende resultatet, når man skræller det kulturelle og
hæmmende af og kommer ind til det naturlige, levende menneske.
Dette sker imidlertid i kraft af nogle koder for kroppe som tilhører
en specifik dansk etnicitet. Disse koder fungerer i tæt samspil med
de nævnte koder for seksualitet. Heteroseksualiteten som norm
93