Set og overset. Unge kvinder med indvandrerbaggrund i Danmark ...

igen”, som J kommenterer historien. Derefter følger denne
ordveksling mellem dem:
M: ... Også fordi de kan ikke tage, f.eks., øhm, det at jeg arbejder, det er bare
sådan - [en af mine veninder] ville også have et arbejde. [Hendes mor siger:]
’Ej, hvad fanden skal hun nu også med det? Sæt hende derhjemme, hvad skal
hun med et arbejde, om et år skal hun alligevel giftes’.
J: ... Sådan HJERNEVASKER hende....
M: ’... Ej, nu må du fandeme holde’, ikke, og min mor sad bare sådan ’mm,
mm’.
J: Hvad var det engang [veninde 1’s] mor hun gjorde mod [veninde 2]?
[Veninde 2], hun skulle et eller andet - de skulle ind fordi jeg havde blå
mandag, der havde de lige fået overtalt alle til at de måtte komme ind til mig
og holde blå mandag med mig i byen og sådan noget. Så kom [veninde 1’s]
mor. Så sagde hun [til veninde 2’s mor]: ’Hvordan kan du lade hende?’
[Veninde 2] hun sagde til sin mor: ’Mor, DU LYTTER BARE IKKE TIL
HENDE!’, fordi de hjernevasker hinanden, de siger: ’Ej, hvordan kan du lade
din datter?’
M: ...Ja, hvor moren hun siger sådan: ’Ahh, skal jeg nu lade hende gå, eller
skal jeg ikke lade hende gå’, det er bare sådan...
J: ...’Fordi de gør alt sådan noget, du kan finde dem i opgange og sådan noget,
de gemmer sig’. Min søster hun er den type, hun snakker med drenge, hun er
ligeglad med om nogen ser hende, hun synes ikke selv hun laver noget forkert.
Så der er mange der snakker om hende og sådan noget. Så en dag så er der en
dame der siger noget [om søsteren] til min mor, så siger min mor til hende: ’I
det mindste ved jeg hvad min datter hun laver’, altså sådan, hun svarer hende
igen: ’ I det mindste ved jeg hvad min datter hun laver’ og så holdt damen så
kæft... [g 47]
Den interesse for pigernes dydighed som M og J oplever, finder
altså blandt andet sted som en kompleks udveksling af
bekymringer og bebrejdelser mellem pigernes mødre. Mødrene
skal tilsyneladende være i stand til at forsvare deres valg omkring
døtrenes handlemuligheder over for et pres som J betegner som
hjernevask. I M’s fortælling om veninden der gerne vil have et
arbejde, skitseres en situation hvor M’s mor sidder i samtale med
venindens mor, og M gengiver sidstnævntes hårde afvisning af
muligheden for arbejde. M’s mor siger bare ’mm, mm’, det
forekommer svært at sige andet ved så skarp en problematisering af
noget M’s mor lader sin datter gøre: ”Ej, hvad fanden skal hun nu
også med det? Sæt hende derhjemme...”
Samtalerne mellem mødrene synes også at være
skæbnesvangre når det handler om pigernes tilladelse til at gøre
noget ekstraordinært. J’s beretning om planlægningen af hendes
blå mandag fortæller om en anden piges forsøg på at blande sig i
disse samtaler, fordi hun muligvis ikke får lov at deltage hvis
hendes mor lytter til en anden mors bebrejdelser. Evnen til at
imødegå bebrejdelser og antydninger af den slags er også hvad J
172