Set og overset. Unge kvinder med indvandrerbaggrund i Danmark ...

En anden ting jeg håbede på ved gruppeinterviewene, var at jeg
kunne møde kvinderne i en situation hvor de ikke bare positionerede sig i
forhold til mig, men også i forhold til mennesker de kendte i et eller andet
omfang, og som var en del af deres dagligdag. Igen var forventningen at
dette ville øge materialets bredde, da kvinderne ville kunne fortælle fra
forskellige udsigelsespositioner og måske få både opbakning og
samtalemæssig inspiration i kraft af de andre tilstedeværende som jeg ikke
ville kunne byde på. I nogle tilfælde virkede respondenterne da også mere
trygge når de blev interviewet sammen med andre. Der var også tilfælde
hvor fortællinger kom frem i kraft af en fælles historie, hvilket jeg tvivler
på var sket i det individuelle interview. Som jeg flere gange i afhandlingen
påpeger, positionerede kvinderne sig ind imellem som netop ‟indvandrere‟ i
forhold til mig som ‟indvandrerforsker‟.
Gruppeinterviewenes diskuterende form bød på forløb som var
interessante fordi udsigelsespositioner her tog form i forhold til hinanden.
Det gav indtryk af hvilke argumenter der var gangbare i deres bagland, og
hvilke forklaringer og fortællinger de delte med hinanden om de
pågældende temaer. Det gav også indimellem indtryk af hvad der var et
oppositionelt udsagn, og hvad der var et ‟åbenlyst sandt‟ udsagn, i forhold
til deres fælles diskurser. Samtidig havde gruppeinterviewene nogle
begrænsninger. Den diskuterende form kunne gøre at samtalens forløb blev
præget af at man måtte ‟forsvare‟ en udsigelsesposition man en gang havde
indtaget. Dette har at gøre med normer for narrativ selvfremførelse som
tilsiger at man må være ret konsistent i sin udsigelsesposition for at give
indtryk af at man er en sammenhængende person. I de individuelle
interviews var der bedre mulighed for at jeg ved at udvise reel nysgerrighed
over for også modsigelsesfyldte udsagn, eller udsagn der i et vist omfang
stred mod noget man tidligere havde sagt, kunne give respondenterne mod
på at skifte udsigelsesposition, hvis det viste sig at det var deres indskydelse
i forhold til bestemte erfaringer. Dette har selvfølgelig at gøre med at være
respektfuld over for de ansatser der er i respondenternes beretninger, så vidt
mulig uden at bedømme deres udsigelsesposition. Men det har også at gøre
med hvilken forventning man har til menneskers fortællinger.
Ud fra et posstrukturalistisk perspektiv på identitetskonstruktioner
ville en forventning om en konstant udsigelsesposition være normativ, for
så vidt at netop den antagelse at identiteter tager form i relationer,
indebærer at en udsigelsesposition kan ændre sig alt efter hvilke relationer
man fortæller om. I et projekt som dette, der netop interesserer sig for
77