Set og overset. Unge kvinder med indvandrerbaggrund i Danmark ...

position i klassen som værende præget af en konstant udsathed, en
udstrakt fredløshed. Det er, som hun understreger, ikke en enkelt
person der vogter over hende, men en gruppe.
S: Jeg løj når alle folk spurgte mig hvordan det var i 10. klasse, så løj jeg:
’Nåhh, men det er da meget fint’ og sådan noget. Jeg tror aldrig jeg har sagt til
voksne mennesker at det egentlig var - et lorteår, rent ud sagt. Men nu kan jeg
se tilbage, og så kan jeg sige: ’Ej, det var faktisk ikke et ret godt år, det kunne
godt have været bedre’. Det har helt klart været på grund af den forkerte
klasse”.
S fortalte aldrig til nogle ”voksne mennesker” hvordan hun havde
det, og hvordan hun oplevede det hun blev udsat for. Hun ”løj”,
fortæller hun, når hun blev spurgt hvordan det gik. Det går ”meget
fint”, ville hun fortælle, selvom det var et ”lorteår”. Hvorfor dog
det, kunne man spørge, og der kan kun gisnes. Hvis du er ramt på
selve dit sprog, selve din ytringsform er genstand for hetz, så er det
vel ikke ukompliceret at ytre sin utilfredshed med hetzen. Hvis
man er overbevist om at et eller andet sted hos een selv ligger
årsagen til den dårlige behandling, hvorfor så involvere andre? Og
hvordan kan man tro andet når den dårlige behandling billiges,
ikke bare af de andre i gruppen, men i særdeleshed af gruppens
formodede autoritetspersoner, lærerne? Når den nedgørende
praksis integreres i en offentlig institutionel praksis:
undervisningen i en dansk folkeskole.
Det er i den forbindelse bemærkelsesværdigt at også P
beskriver hvor besnærende den daglige accept af omgangsformen
var:
P: Da jeg gik i 10., da var jeg faktisk glad for det, men når jeg ser tilbage på
det nu, så er det virkelig sådan en sort sky.
P fortæller at hun stadig kan blive ”vildt depri” over 10. klasse når
hun tænker over det, men dengang var det ikke tydeligt for hende
hvor ubehageligt det var.
Int: Det er også lidt tankevækkende det du siger, at mens du var i det, tænkte
du egentlig ikke over hvor negativt det var?
P: Ja, og der kan jeg huske min far, han spurgte, og ’nej, jeg var rigtigt glad
for at gå der’. Og så bagefter syntes jeg altså egentlig ikke det var så fedt.”
NÅR DEN UNDERLEGNE POSITION FORMALISERES
I det individuelle interview en uge senere fortsætter S
beretningen om dette forløb, og lærernes rolle er langt fra udspillet.
I forlængelse af citatet der indleder denne case, om at når hun
afslutter 3.g, så er hun glad for at være færdig, siger S:
S: ”Jeg ved i hvert fald at gymnasiet har ikke været sådan helt vildt - fordi jeg
har gået og tænkt meget over det - det startede da jeg gik i folkeskolen, der
blev jeg ikke erklæret egnet til handelsskolen hvor jeg gerne ville hen. Og det
gjorde så at mulighederne for mig [...] - altså de stod der ikke som noget som
200