Lovtidende A

424 425
39. Kreditinstituttet skal overvåge relevante risici og indføre procedurer med henblik på at justere sin
estimering af EPE, når disse risici antager et vist omfang. Det skal bl.a. varetage følgende opgaver:
a) kreditinstituttet skal identificere og kontrollere sine engagementer over for specifikke »wrong-way»risici
b) hvis engagementernes risikoprofil efter et år er stigende, skal kreditinstituttet med regelmæssige mellemrum
sammenligne EPE-estimatet for et år med EPE for hele engagementets levetid, og
c) i forbindelse med engagementer med kort løbetid (under et år) skal kreditinstituttet regelmæssigt sammenligne
genanskaffelsesomkostningerne (det aktuelle engagement) med den faktiske eksponeringsprofil
og/eller opbevare data, der gør det muligt at foretage en sådan sammenligning.
40. Kreditinstituttet skal benytte interne procedurer til at kontrollere, at den pågældende transaktion er
omfattet af en retsgyldig nettingaftale, der opfylder de gældende krav, jf. del 7, før denne transaktion inkluderes
i en nettinggruppe.
41. Et kreditinstitut, der gør brug af sikkerhedsstillelse med henblik på at begrænse modpartsrisikoen, skal
benytte interne procedurer til at kontrollere, at sikkerhedsstillelsen opfylder de fornødne retssikkerhedsstandarder,
der er anført i bilag VIII, før det indregner sikkerhedsstillelsens virkninger i sine beregninger.
Valideringskrav for EPE-modeller
42. Kreditinstituttets EPE-model skal opfylde følgende valideringskrav:
a) den skal opfylde de valideringskrav, der er anført i bilag V til direktiv 2006/49/EF.
b) der opstilles langsigtede prognoser over renter, valutakurser, aktiekurser, råvarer og andre markedsrisikofaktorer
med henblik på at beregne engagementer med modparter. Resultaterne af den prognosemodel,
der anvendes til beregning af markedsrisikofaktorer, skal valideres over en lang tidshorisont
c) de beregningsmodeller, der anvendes til bestemmelse af engagementer med modparter for et givet scenario
af fremtidige påvirkninger af markedsrisikofaktorer, skal afprøves som led i modelvalideringsproceduren.
Modeller til prisfastsættelse af optioner skal tage højde for, at optionernes værdi med hensyn
til markedsrisikofaktorer har en ikke-lineær karakter
d) EPE-modellen skal omfatte transaktionsspecifikke oplysninger, der gør det muligt at aggregere de engagementer,
der indgår i nettinggruppen. Kreditinstituttet skal sikre sig, at transaktionerne henføres til
den relevante nettinggruppe inden for modellen
e) EPE-modellen skal også omfatte transaktionsspecifikke oplysninger, der gør det muligt at indregne virkningerne
af margenberegningen. Den skal tage hensyn både til det nuværende margenbeløb og til den
margen, der på et senere tidspunkt måtte blive overført mellem modparterne. Der skal i en sådan model tages
højde for de margenaftaler, der indgås, (en- eller tosidige) frekvensen af »margin calls«, den risiko, der er
tale om i margenperioden, den nedre tærskel for usikrede engagementer, som kreditinstituttet er villig til at
acceptere, og det mindste overførselsbeløb. Modellen skal enten gengive ændringer i markedsværdien af
den stillede sikkerhed eller følge reglerne i bilag VIII, og
f) der skal som led i modelvalideringsproceduren foretages en efterfølgende statisk historisk kontrol af
repræsentative modpartsporteføljer. Kreditinstituttet skal med regelmæssige intervaller efterfølgende
foretage en sådan kontrol af en række repræsentative modpartsporteføljer (faktiske eller hypotetiske).
Disse repræsentative porteføljer udvælges ud fra deres følsomhed over for vigtige risikofaktorer og
korrelationer, som kreditinstituttet er udsat for.
Hvis efterprøvningen (»backtesting«) viser, at modellen ikke er tilstrækkelig nøjagtig, annullerer de kompetente
myndigheder godkendelsen eller pålægger passende foranstaltninger til at sikre, at modellen straks
forbedres. De kan også kræve, at kreditinstitutterne afsætter yderligere egenkapital i henhold til artikel 136.
168
DEL 7
Aftaler om netting
a) Nettingtyper, som de kompetente myndigheder kan anerkende
I denne del forstås ved »modpart« enhver enhed (inklusive fysiske personer), der lovligt kan indgå en
aftale om netting og ved »aftale om netting på tværs af produkter« forstås en skriftlig bilateral aftale mellem
et kreditinstitut og en modpart, der skaber en enkelt retlig forpligtelse, der dækker alle involverede, bilaterale
masteraftaler og transaktioner inden for forskellige produktkategorier. Aftaler om netting på tværs af produkter
dækker udelukkende netting på bilateralt grundlag.
Med henblik på netting på tværs af produkter betragtes følgende som forskellige produktkategorier:
i) genkøbstransaktioner, modsatrettede genkøbstransaktioner, transaktioner vedrørende ud- eller indlån
af værdipapirer eller råvarer
ii) »margin lending»-transaktioner og
iii) de kontrakter, der er nævnt i bilag IV.
De kompetente myndigheder kan godkende følgende typer aftaler om netting som risikoreducerende:
i) bilaterale kontrakter om nyordning mellem et kreditinstitut og dets modpart, hvorefter gensidige krav
og forpligtelser automatisk sammenlægges på en sådan måde, at der med denne nyordning fastsættes
et enkelt nettobeløb, hver gang nyordningen finder anvendelse, og der således skabes en juridisk
bindende enkelt ny kontrakt, som ophæver de tidligere kontrakter
ii) andre bilaterale aftaler om netting mellem et kreditinstitut og dets modpart, og
iii) aftaler om netting på tværs af produkter for kreditinstitutter, der af de kompetente myndigheder har
fået tilladelse til at anvende den metode, der er fastlagt i del 6, i forbindelse med transaktioner, der
falder ind under denne metode. Netting på tværs af transaktioner, der foretages af selskaber, der tilhører
samme koncern, anerkendes ikke i forbindelse med beregningen af kapitalkrav.
b) Betingelser for godkendelse
De kompetente myndigheder må kun på følgende betingelser godkende aftaler om netting som risikoreducerende:
i) et kreditinstitut skal med sin modpart have indgået en aftale om netting, der skaber en enkelt retlig
forpligtelse, der dækker alle involverede transaktioner, således at kreditinstituttet i tilfælde af, at en
modpart ikke er i stand til at opfylde sine forpligtelser som følge af misligholdelse, konkurs eller
likvidation eller andre lignende omstændigheder, kun vil have krav på at modtage eller forpligtelse til
at betale nettosummen af de pågældende individuelle transaktioners positive og negative markedsværdier
ii) et kreditinstitut skal have stillet skriftlige og begrundede juridiske udtalelser til rådighed for de kompetente
myndigheder om, at de relevante domstole og administrative myndigheder i tilfælde af søgsmål
ville finde, at kreditinstituttets krav og forpligtelser i de under nr. i) beskrevne tilfælde er begrænset
til nettosummen som beskrevet under nr. i), i henhold til:
– lovgivningen i det land, hvor modparten er registreret som selskab, og, hvis en udenlandsk afdeling
af en virksomhed er involveret, da også i henhold til lovgivningen i det land, hvor afdelingen er
beliggende
– den lovgivning, som regulerer de pågældende individuelle transaktioner, og
– den lovgivning, som regulerer enhver kontrakt eller aftale, der er nødvendig for at gennemføre
aftalen om netting
iii) et kreditinstitut skal råde over procedurer, der sikrer, at retsgyldigheden af aftalen om netting løbende
undersøges i lyset af eventuelle ændringer i de relevante love
169