Hinsides teori og praksis

naturvidenskabelig metode, dvs. som noget, mennesket i kraft af sin kulturelle dannelse
kan styre og kontrollere.
Ved kun at opholde os ved den aktuelle opfattelse af ledere-medarbejdere og
kultur-natur glemmer vi imidlertid det historiske skisma mellem det gode og det onde
(det positive og det negative), som begge modsætninger er udtryk for. Det er et skisma,
som er særlig tydeligt i overgangen fra antikken til middelalderen, hvor man fra at
betragte naturen som hellig begyndte at opfatte den som det onde, der skulle tæmmes og
bekæmpes af kulturen i form af kristendommen.
Disse udsving i opfattelsen af naturen (som i forlængelse af den aktuelle
klimadebat er ved at bringe os tilbage til antikkens helliggørelse) vidner om, at
modsætningsforholdet kultur-natur, kosmos-kaos og leder-medarbejder ikke er så
ligetil, som man får indtryk af, når man skiller parrene ad. Snarere er der, som Schein
giver udtryk for i følgende citat, tale om en konstant vekselvirkning:
”Jeg tror, at kulturer [organisationskulturer svarende til medarbejderes
selvforståelse og adfærd, PL] opstår via ledere, som påfører en gruppe deres
egne værdier og antagelser. Hvis gruppen får succes, og antagelserne opnår at
blive taget for givne, så har vi en kultur, der for senere medlemsgenerationer
definerer, hvilke ledelsesformer der er acceptable. Nu er det kulturen, der
definerer ledelse” (Schein 1994). 72
Sagt med andre ord: Kun ved at forstå og acceptere det historiske spil mellem ledelse og
kultur (medarbejdernes selvforståelse og adfærd) i den enkelte virksomhed kan der
skabes harmoni i det gensidige afhængighedsforhold mellem kultur og natur, balance
mellem kosmos og kaos – og dermed udvikling.
72 Snarere end en kronologisk udvikling fra lederens indflydelse på medarbejderne til medarbejdernes
indflydelse på fremtidige ledere, som Schein giver indtryk af her, skal vekselvirkningen mellem
modsætninger forstås i lyset af Foucaults begreb om begivenhed, nemlig som omvendingen af et
styrkeforhold; dér, hvor reglerne vendes om, og det ikke længere er muligt at opretholde den hidtidige
forståelse af, hvad der kan lade sig gøre og ikke lade sig gøre (Foucault 2005).
105