Hinsides teori og praksis

og gør sig til dommer over både tid og udvikling (den, der konstaterer, er uafhængig af
det, der konstateres og den ramme (tiden), det konstateres indenfor), så er pointen i den
transcendental-historiske tilgang til filosofi, jeg finder hos både Heidegger og Vattimo,
at mennesket er i tid over tid, og at konstateringen af, at noget er blevet anderledes
derfor ikke kommer udefra (i en objektiv vurdering af forskellen mellem før og efter),
men erfares indefra (de berørtes bevidsthed om muligheden af, at det, der er, kunne
være anderledes). 102
Denne forskel på Haslebos og den transcendental-historiske tilgang til
udvikling kan også formuleres som forskellen på at tænke over og være i udviklingen.
Således kan Haslebos udefrakommende vurdering af forskellen mellem før og efter først
foretages, når udviklingen er i mål (formuleret i lyset af Indledning, afsnit 2: når
bevægelsen fra ”noget” til ”noget bestemt” eller ”noget bestemt” til ”noget andet” er
afsluttet), mens erfaringen af (og reaktionerne på) muligheden af, at det, der er, kunne
være anderledes, altid allerede er bundet til det konkrete tidspunkt og sted, de gøres –
dvs. mens udviklingen sker. Sagt på en anden måde, beskæftiger Haslebo sig med
domme (det, der konkluderes efter, udviklingen er sket), mens den transcendental-
historiske tænkning beskæftiger sig med dømmekraft (det, der afgør, hvad der sker). Det
første orienterer sig mod teori; efterrationaliseringer af noget, der ikke længere (eller
endnu ikke) er. Det andet orienterer sig mod erfaringens praktisk-teoretiske bevægelse;
bevidstheden om, at man må tage udviklingen – og dermed ansvaret – på sig. 103
Når udvikling ikke (kun) kan behandles som et spørgsmål om, hvilket
tidsbegreb, vi betjener os af, er det med andre ord, fordi muligheden af, at det, der er,
102 Lighederne mellem Haslebos betragtning af udvikling som ”noget”, der kan konstateres og vurderes
udefra og den historieløshed, der ifølge Vattimo kendetegner Derridas tænkning, kan illustreres yderligere
med henvisning til den tommefingerregel, jeg opstillede i Indledning, afsnit 3.2 om, at Heidegger tænker
den ontologiske differens ud fra væren og det værende, mens Derrida tænker differancen udefra. Således
gælder det for Haslebos tilgang til udvikling og tid, såvel som hendes tilgang til relationer (jf. kapitel 11),
at bevægelsen fra før til efter (udvikling) og sammenhængen mellem ledere og medarbejdere (relationen)
betragtes som ”noget” i sig selv, og derfor behandles og vurderes uafhængigt af det før og efter, og den
specifikke leder og medarbejder, det udspiller sig i mellem (socialkonstruktionistiske ledelsestænkere
beskæftiger sig ikke med konkrete menneskers forhold til konkrete mennesker, men med generelle teorier
om relationer i organisationer). Dermed er der, lige som for Derrida, ikke tale om et mellemrum (forstået
som det, der er imellem, og følgelig er defineret af, det ene og det andet), men om et tomrum; et absolut
Andet, om hvilket man kun kan sige, at man intet kan sige – eller, formuleret i lyset af Haslebos
socialkonstruktionisme: der er ingen sandhed, kun perspektiver (se nedenfor).
103 Jf. Vattimos betragtning af metafysikkritikken som havende et etisk-politisk fundament (Indledning,
afsnit 3.3).
196