Hinsides teori og praksis

Heidegger også uvæsentligt, for så vidt som det ikke siger noget om den ”herkomst,
hvori et værendes væsen væsner”. Denne herkomst, som tidligere er benævnt
overgangen fra ”ikke noget” til ”noget” og værens bliven nærværende, er det, der gør
genstandene til det, de er, og Heidegger betegner det derfor det væsentlige væsen
(Heidegger 1998, 58).
Det væsentlige væsen er ikke ”noget”, der kan efterspørges som fælles- eller
almenbegreb, men det er det, der gør, at ”noget” viser sig, som det gør. Det betyder, at
vi ikke kan spørge, hvad det væsentlige væsen er, uden at forveksle det med det
ligegyldige væsen. Således kan vi ikke spørge ”hvad er ledelse?” (som svarer til ”hvad
er det væsentlige i ledelse?”) uden at forudsætte, at der er ”noget” at spørge til. At
spørge ”hvad er ledelse?” er at spørge bag om ledere, som de viser sig, for derigennem
at finde ”det væsentlige”, dvs. ”noget”, der gælder for dem alle (jf. Kirkebys ambition
om at hæve samtalen til et alment, men også menneskeligt og eksistentielt plan). Dette
”noget” er imidlertid ikke det væsentlige væsen, som jo netop ikke er ”noget”, men det
ligegyldige væsen, forstået som essentia: det, der viser sig i én såvel som i alle.
Det spørgsmål, som må stilles i forlængelse af Heideggers udredninger af
forskellen på og forvekslingerne af det ligegyldige og det væsentlige væsen, er, om der
er andre og bedre måder at spørge til det væsentlige i ledelse på end at spørge ”hvad er
ledelse?” Og svaret er, paradoksalt nok: Ja – ved at spørge, hvordan det væsentlige i
ledelse er, i stedet for at spørge, hvad det væsentlige i ledelse er, beskæftiger vi os med
det væsentlige væsen forstået som det, der gør ledelse til det, det er. (Svaret er
paradoksalt, fordi det er i direkte modstrid med Larsens opfordring om at erstatte de
konkrete hvordan-spørgsmål med de generelle ”hvad er…?”-spørgsmål). Således
adskiller spørgsmålet ”hvordan er ledelse?” sig fra spørgsmålet ”hvad er ledelse?” ved
ikke at orientere sig mod et bagvedliggende ”noget”, der altid er det samme, men mod
lederes måde at være ledere på. Ved at spørge ”hvordan er ledelse?” beskæftiger vi os
ikke bare med ledelse som det, der viser sig (lederes konkrete adfærd), men også med
det, der gør, at ledelse viser sig, som det gør (lederes væren ledere). Denne væren-
noget-bestemt er det, det væsentlige væsen består i. Det betyder, at ledere er ledere,
fordi de leder. Eller formuleret på en anden måde: Det væsentlige i ledelse er lederes
måde at være ledere på – og man kan derfor kun beskæftige sig med det væsentlige i
ledelse ved at beskæftige sig med, hvordan ledere leder.
89