Hinsides teori og praksis

en mail: ”Vi spænder ben for os selv hver eneste dag ved at forsøge at løse problemer
udelukkende på det generelle niveau. Process Excellence, Lean, Six Sigma og alle de
der bliver næsten altid hængende på det generelle niveau.” Forestillingen om den gode
ledelsesstil og den ideelle organiseringsform vil have os til at forholde os til ”alle” og
”den sidste” fjeldtop og berøver os dermed den konkrete jord og den konkrete stigning,
der skal til, for at vi kan bevæge os. 112
Det leder mig frem til Kreiners andet spørgsmål, som lød:
"Hvis den store begrænsning er fælles, nemlig manglen på fantasi til at stille
spændende spørgsmål, hvad sker der så med din stafetanalyse?"
Den store begrænsning er netop ikke fælles, eller rettere: Det er ikke ”den store
begrænsning”, der er interessant. Det er en sokratisk forestilling, at nogle spørgsmål er
mere spændende end andre. Det er jeg ikke enig i. Jeg mener, at et spørgsmåls
”spændende-hed” hænger sammen med den kontekst, det stilles i, og derfor kan jeg
heller ikke – når jeg fx holder informationsmøde for virksomheder, der skal gennemføre
en stafetanalyse – give nogen eksempler på, hvilke spørgsmål man kan stille/ikke stille
som stafetdeltager. Hvis jeg gjorde det, ville jeg lægge min egen (eller endnu værre: en
generel) måde at stille spørgsmål på ned over ledere og medarbejdere og dermed ikke
tillade virksomheden at demonstrere sin egen måde at stille spørgsmål på. Derfor siger
jeg kun, at spørgsmålet skal være relevant for den virksomhed, man er ansat i, og vigtigt
for den, der spørger at få besvaret.
Hvis disse to kriterier overholdes, er alle de spørgsmål, der stilles i
stafetanalysen, spændende. De siger nemlig alle sammen noget om den konkrete
virksomheds måde at være virksomhed på og dermed også noget om de muligheder og
begrænsninger, virksomheden udvikler sig i forhold til. Ikke generelt, ikke med henblik
på ”den sidste fjeldtop” eller den ideelle virksomhed, men konkret og situationsbestemt
– og dermed til at handle på.
112 Jf. Vattimos pointe over for Derrida om, at hvis du altid er i historien, så er du aldrig i historien
(Indledning, afsnit 3.3).
230