Hinsides teori og praksis

nogle gange overdrevet, interesse for ”det uperfekte” ved såvel ledelsesteorier som
ledere, som videre har betydet, at det har været svært at leve op til mine egne budskaber.
Således er det ikke i overensstemmelse med pointen om, at vi skal tage det
historiske alvorligt som betingelse og begrænsning for udvikling at forkaste fx
poststrukturalismen (Del II) og socialkonstruktionismen (Del III). Som ideologier kan
jeg udfordre og forsøge at fremhæve ”sprækkerne” i de ledelsesteorier, der trækker på
disse -ismer, men som udtryk for menneskers forsøg på at forstå og forklare deres
erfaringer med at være og indgå i relationer med andre mennesker, må jeg tage dem
alvorligt. Lige som jeg opfordrer ledelsesteoretikere til at kigge nærmere på det, de
afviser (tidligere ledelsesteorier, som fx managementtænkning og realisme) må jeg
beskæftige mig med aktuelle ledelsesteorier i lyset af de erfaringer og erkendelser
(tanker og modtanker), de er et resultat af. Det er ikke bare svært, men rigtig svært, og
det er langt fra altid lykkedes. I stedet er også jeg røget i overvindelses-afvisnings-
fælden og har fremført min aktuelle tilgang til filosofi og ledelse som både rigtigere og
bedre end de ledelsesteorier, jeg har kritiseret.
Min ambition om at udfolde en praktisk-teoretisk tilgang til filosofi og ledelse
(jf. Vattimo) har ikke bragt mig hinsides teori og praksis, men i fare for at ende i en ny
teori. Denne fare har jeg forsøgt at tage på mig – vel vidende, at jeg må gøre det igen. I
Spørgsmålet om teknikken citerer Heidegger Hölderlin: ”Men hvor faren er, vokser
Også det reddende” (Heidegger 1999, 58). Det betyder, at vi kun ved at træde ind i
”teknikkens væsen”, tilblivelsen af ”noget” som ”noget bestemt” (jf. Indledning, afsnit
2), kan afsløre, at der er tale om still-ads; at noget stiller sig på en bestemt måde; ikke,
at det nødvendigvis er sådan.
Ved at stille mig selv opgaven at tænke på tværs af teorier om det personlige
lederskab, ledelse og medarbejdere, og ledelse og organisationer har jeg påtaget mig
faren for at ende i en ny teori om individer, relationer og organisationer. Denne fare
kunne jeg også have påtaget mig på andre måder. Som jeg skrev i Forskningsperspektiv
betragter jeg min analyse af præmisserne for og konsekvenserne af, at ledelse tænkes og
praktiseres, som det gør, som et eksempel på, hvordan den transcendental-historiske
tilgang til filosofi kan forstås og håndteres i praksis. Dermed anser jeg ikke mine
undersøgelser og pointer, som nogle, der kun vedrører ledelse og organisationer.
Tværtimod finder jeg, at krydslæsningen af Nietzsche, Heidegger, Derrida og Vattimo
283